Anklage: Bevidst nøl med sproglov

Behandlingen af sprogloven er endnu engang blevet udsat. Og det er bevidst, mener Siumuts Aleqa Hammond, der tror, udskydelsen skyldes intern splittelse i Naalakkersuisut

Aleqa Hammond, formand for Siumut. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Artiklen er opdateret torsdag kl. 08.58. med afsnittet ”Mimi kommer med en kommentar”:

Sprogloven skulle være fremsat på den igangværende samling i Inatsisartut. Men ligesom det var tilfældet på forårssamlingen, er sprogloven nu blevet udsat.

Og det falder oppositionsleder Aleqa Hammond, Siumut, for brystet.

- Det er helt klart, at Naalakkersuisut ser sprogloven som en faldgrube, der kan afsløre intern uenighed i koalitionen, siger Aleqa Hammond til Sermitsiaq.AG med henvisning til den tidligere debat mellem koalitionsparterne Demokraterne og IA på området.

Læs "S: Hvor bliver sprogloven af?"

Læs "Sproglov udsat til efteråret"

- Det er åbenbart vigtigere for dem, at koalitionen kan holde sammen og bevares, end at landet får en ny sproglov, siger hun videre.

Departement: En beklagelig fejl
Fra Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling fastslår man dog, at udskydelsen skyldes, at ændringsforslaget til sprogloven blev afleveret for sent.

- Det er en beklagelig fejl, siger departementschef Lise Lennert Olsen til Sermitsiaq.AG.

Det lykkedes trods en efteranmeldelse efter den overskredne tidsfrist ikke at få ændringsforslaget til sprogloven på den aktuelle samlings dagsorden, forklarer hun videre.

Afvist af enigt formandskab
Fra Inatsisartuts formandskab afviste man nemlig at optage ændringsforslaget. Og det har en god begrundelse, siger formand for Inatsisartut, Josef Motzfeldt.

- I formandskabet behandler vi alle ens. Og uanset om et forslag kommer fra en enkeltperson, et parti eller Naalakkersuisut, skal deadline overholdes, fastslår han og påpeger, at man tidligere har diskvalificeret forslag på grund af overskreden tidsfrist.

Josef Motzfeldt fastslår endelig, at formandskabet i Inatsisartut var enig om beslutningen.

Sermitsiaq.AG har her til eftermiddag forsøgt at få en kommentar fra den politiske ansvarlige, medlem af naalakkersuisut Mimi Karlsen, IA, men indtil videre uden held.

Mimi kommer med en kommentar
Torsdag sidder Mimi Karlsen til møde, men hun lover at vende tilbage med en kommentar, så snart det bliver muligt for hende, siger hun.

Powered by Labrador CMS