Advarer mod korruption

Hverken det grønlandske landsstyre eller offentligheden kan få indsigt i de individuelle aftaler, som Råstofdirektoratet indgår med efterforsknings- og udvindingsselskaberne, påpeger Berlingske Tidende

Formand for Transparency Greenland, Anders Meilvang til Berlingske Tidende: - Vi er bange for de store multinationale selskaber, som nu kommer buldrende ind. Kontrollen af myndighederne er ikke god nok blandt andet fordi, hverken presse, NGO'er eller domstole fungerer godt nok. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

I en stor artikel i Berlingske Tidende i denne uge advares der mod korruption i Grønland. Grønland i Korruptionsfare hedder artiklen, der bygger på den rapport, som Transparency Greenland offentliggjorde i foråret.

Det er firmaet Nordic Consulting Group, der har udfærdiget rapporten, som kan læses på transparency.gl.

Læs iøvrigt artiklen i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten Her

Nordic Consulting Group har udført lignende studier andre steder i verden for FN, Verdensbanken og Danida.

"Den grønlandske offentlige sektor er sårbar over for uregelmæssigheder og i sidste ende korruption. Den offentlige sektor står over for store udfordringer med mangel på finansielle og menneskelige ressourcer", fremgår det af rapporten, der især kritiserer Råstofdirektoratet, som i Berlingske Tidende beskrives som magtfuldt, unødigt lukket, topstyret og med alt for mange hatte.

Hverken det grønlandske landsstyre eller offentligheden kan få indsigt i de individuelle aftaler, som direktoratet indgår med efterforsknings- og udvindingsselskaberne, kommenterer Berlingske Tidende.

I følge rapporten er "Råstofdirektoratet den samme mydighed, der markedsfører Grønlands råstoffer over for private samarbejdspartnere, behandler deres ansøgninger, vurderer de miljø- og samfundsmæssige konsekvenser og behandler eventuelle klager".

"Det er problematisk, at råstofdirektoratet så at sige skal holde sig selv ansvarlig, og der er risiko for, at nogles interesser vægtes tungere end andres".

Det var netop frygten for korruption, at Transparency Greenland blev stiftet, siger formanden advokat Anders Meilvang, Nuuk, til Berlingske Tidende.

Det var også derfor undersøgelsen blev sat i gang, se Grønland under kritisk lup

- Transparency Greenland er dannet for at skabe øget åbenhed om beslutninger og gennemskuelig lovgivning, når det gælder overdragelse af værdier, for eksempel fiskekvoter og aftaler om olieefterforskning, sagde Anders Meilvang, da han blev formand, se Her.

Til berlingeren siger han: "Grønland er en miniputstat med en samfundstruktur, som ikke er stærk nok til det pres, der kan komme, og som ikke har ressourcerne til at kontrollere, om tingene foregår på den rigtige måde. Der gøres meget, men det er bare ikke godt nok", påpeger Anders Meilvang, der især er nervøs for koncentrationen af magt i Råstofdirektoratet.

"Vi er bange for de store multinationale selskaber, som nu kommer buldrende ind. Kontrollen af myndighederne er ikke god nok blandt andet fordi, hverken presse, NGO'er eller domstole fungerer godt nok. Det, kombineret med Råstofdirektoratets lukkethed, er en giftig cocktail", siger Anders Meilvang til Berlingske Tidende.

Til avisen siger medlem naalakkersuisut for blandt andet råstoffer Ove Karl Berthelsen, at miljøforvaltningen vil blive udskilt fra Råstofdirektoratet på Landstingets efterårssamling i år. "Så det klart kommer til at fremgå af lovgivningen, at miljøforvaltningen skal gennemføres af en anden myndighed end Råstofdirektoratet. Det bliver samtidig gjort klart, hvordan forvaltningsafgørelser kan påklages til naalakkersuisut", siger han til Berlingske Tidende.

Powered by Labrador CMS