Vi mangler hjælp mod korruption
Transparency Greenland har fået udarbejdet en rapport, der viser, hvordan den offentlige sektor er stillet til at modstå korruption
Transparency Greenland har fået et uafhængigt konsulentfirma til at foretage et forstudie af, hvor robust den offentlige sektor er i forhold til at modstå korruption.
Det er firmaet Nordic Consulting Group, der har udfærdiget rapporten, som nu er offentlig tilgængelig på transparency.gl.
Af rapporten fremgår:
- Borgerne har generelt ringe muligheder for at holde myndighederne ansvarlige. Høringsprocesser er forhastede, og der mangler uafhængige effektive klageinstanser. En af konsekvenserne er, at borgere og virksomheder i stedet henvender sig direkte til politikerne. Politikerne tager enkeltsager op og forsøger at påvirke eller omstøde beslutninger taget af forvaltningen.
- Det påvirker den offentlige sektors uafhængighed, og gør den sårbar over for vilkårlighed og korruption. Mangel på gennemsigtighed gør ligeledes systemet sårbart over for korruption. Reglerne om aktindsigt efterleves for eksempel ikke altid i praksis, og det er ofte svært at gennemskue, hvor man kan finde informationer fra offentlige myndigheder, for eksempel på udbuds- og indkøbsområdet.
- Processen omkring oprettelse af et aluminiumsværk er et eksempel på, hvordan man ikke bør forvalte et erhvervsområde i fremtiden. Processen har været forhastet og uigennemsigtig med minimal borgerinddragelse. I en sådan proces bliver det svært at kontrollere myndighederne, hvilket igen gør systemet sårbart over for korruption. Systemet mangler også væsentlige antikorruptionsinstrumenter såsom klare regler for modtagelse af gaver, og såkaldte "whistleblower-ordninger".
Råstofdirektoratet skal være mere gennemsigtigt
Det fremgår videre af rapporten:
- Hovedkonklusionen på forstudiet er, at det er vanskeligt at fastholde kvalificeret og veluddannet arbejdskraft i Grønland med stor personaleudskiftning og begrænset kontinuitet i den offentlige sektor til følge. Samtidig skal sagsbehandlere i den offentlige sektor administrere en til tider usammenhængende og uoverskuelig samling af regler og lovgivning. Det gælder blandt andet på fiskeri-, skatte-, social, bolig- og indkøbsområdet. Det kan give tilfældige sagsafgørelser og åbne op for uregelmæssigheder og i sidste ende korruption.
- På råstofområdet ville det være i Grønlands interesse, at Råstofdirektoratet blev mere gennemsigtigt, og at der blev bedre mulighed for, at Inatsisartut, offentligheden og andre myndigheder kunne holde direktoratet ansvarligt.
Rapporten anbefaler herefter en lang række ting, der kan være med til at mindske den offentlige sektors sårbarhed over for korruption.
I en kommentar til rapporten siger formand for Transparency Greenland, advokat Anders Meilvang:
- Rapporten vil nu blive brugt som et redskab i Transparency Greenlands videre arbejder med aktit at forebygge korruption og oplyse om de skadelige effekter, som manglende åbenhed og gennemsigtighed har på samfundet.
- Men det er naturligvis først og fremmest vores håb, at den offentlige sektor vil tage rapporten til sig og anvende den som en konstruktiv hjælp til at fortsætte det vigtige arbejde med at styrke systemet, siger Anders Meilvang.