Udenlandsk vrede over benzinpriser

De grønlandske prisstigninger på benzin og diesel er vand i forhold til i Bolivia.

Mens KNI Polaroil og miljøafgifter gør olien dyrere, er den andre steder i verden steget med 80 procent. Foto: Leiff Josefsen

Synes du, at miljøafgiften og KNI Polaroils 20 øre dyrere liter olie er en skændsel, kan du rette blikket mod Bolivia.

En voldsom stigning i benzinpriserne har ført til store protester ved Bolivias hovedstad, La Paz.

Vrede demonstranter er fortørnede over, at benzinpriserne i landet er steget voldsomt på det seneste. Det gik torsdag ud over ordensmagten.

- 15 politifolk er kommet til skade - to af dem alvorligt. 16 personer er blevet anholdt, lyder det fra en repræsentant for de lokale myndigheder, efter at politiet havde gjort status over en dag præget af uroligheder.

Ifølge nyhedsbureauet AFP svarede politiet angiveligt igen ved at sende tåregas mod demonstranterne.

Urolighederne kommer i kølvandet på, at Bolivias regering har sænket det offentlige tilskud til brændstof. Det har betydet en prisstigning på over 80 procent.

Som en reaktion herpå er den kollektive trafik desuden blevet lammet af strejker. Bolivias præsident, Evo Morales, har forsøgt at formilde de vrede bolivianere ved at hæve mindstelønnen med 20 procent.

Powered by Labrador CMS