Øjenvidne: Blev smidt ud fra 5. sal
Dødsfaldet på Radiofjeldet i Nuuk skete efter et skænderi, hvor nu afdøde røg ud over altanen, lyder det fra et øjenvidne
Dødsfaldet ved Blok 17 på Radiofjeldet i Nuuk i går var konsekvensen af et skænderi til en fest.
Det skriver det danske netmedie ekstrabladet.dk.
- Der havde været en fest, og så var nogle af gæsterne begyndt at skændes, fortæller vidner, som ekstrabladet.dk har talt med.
- Det endte med, at en af dem blev kastet ned, oplyser vidnet.
Ifølge ekstrabladet.dks oplysninger røg manden ud over en altan på femte sal.
Læs "Flere anholdt i mulig drabssag"
Tidligere i dag kom det frem, at politiet i Nuuk har anholdt flere personer. Politiet har dog hverken bekræftet eller afvist, at der er tale om en drabssag, men oplyser blot, at det ikke kan udelukkes.
Grønlands Politi har i løbet af dagen fået assistance til efterforskningen fra en dansk retsmediciner og en dansk kriminaltekniker.