Tillie fortsætter i politik
Tillie Martinussen overvejer, hvilket parti hun skal engagere sig i. Michael Rosings kommende parti er en af mulighederne
Leiff Josefsen
For 10 dage siden sagde Tillie Martinussen farvel og tak til Demokraatit. Hun kunne ikke længere se sig selv i partiet.
Men det betyder nu ikke, at hun lægger politik på hylden.
- Jeg kan jo ikke lade være. Der er for mange sager jeg ikke fik løst, siger Tillie Martinussen til Sermitsiaq.AG.
LÆS OGSÅ: Demokraterne mister profil – afdeling nedlagt
Seksuelle overgreb
Indsatsen mod seksuelle overgreb på børn har altid været den sag, der har stået hendes hjerte nærmest. Og det er også den mærkesag, der holder hendes politiske engagement i live.
- Hver gang jeg læser noget om børn og unge, så klør det i fingrene på mig for at gøre noget, siger hun.
LÆS OGSÅ: Randi ændrer ikke sin ledelsesstil
Vil overveje grundigt
Men selvom hun er sikker på, at hun fortsat vil være politisk aktiv, så har Tillie Martinussen endnu ikke besluttet sig for, hvor hun vil engagere sig henne.
- Jeg overvejer stadigvæk, hvad jeg skal finde på. Jeg har fået henvendelser fra flere partier, men jeg vil være sikker på, at det er den rigtige beslutning.
LÆS OGSÅ: Michael Rosings nye parti er ved at tage form
Michael Rosings parti en mulighed
En nærliggende tanke er, at hun følger en anden tidligere demokrat, Michael Rosing, der er i færd med at stifte et nyt parti.
- Vi er venner privat, så selvfølgelige taler jeg jævnligt med Michael.
- Så det er en af mulighederne. Men jeg har ikke lagt mig fast på noget endnu.
Socialpolitik bliver afgørende
Ved siden af engagementet mod seksuelle overgreb, så hører finanspolitikken til Tillie Martinussens mærkesager.
Når det gælder om at finde sin nye platform, så er hun dog ikke i tvivl om, hvad der er mest afgørende.
- Det er helt klart børn og unge, der vejer tungest. Det er socialpolitikken. Men det er en forudsætning for at gøre en indsats her, at økonomien er i orden.