Bøder på over en million kroner i snydesag

Tre entreprenørvirksomheder blev onsdag ved Retten i Grønland idømt bøder på mellem 415.000 og 670.000 kroner i en omfattende sag om snyd med licitationer

Retten i Grønland har afsagt dom i kartel-sagen.

Sisimiut-virksomheden B. J. Entreprise blev idømt den største bøde på 670.000 kroner.

Kang-Total-Byg blev idømt en bøde på 480.000 kroner, mens Permagreen Grønland blev idømt en bøde på 415.000 kroner.

Derudover blev de fire tiltalte personer i sagen, direktørerne Preben Kold Larsen, John Kvistgaard Eliassen og Jørgen Dresler Mortensen samt medejer Jeppe Rosenlund Mortensen, hver idømt bøder på 25.000 kroner.

Sagen drejer sig om snyd i forbindelse med i alt fire byggeprojekter i Sisimiut og Kangerlussuaq i 2008 og 2009. Projekterne repræsenterer samlet set en værdi på cirka 54,6 millioner kroner.

Sager om aftalt spil i forbindelse med licitationer kaldes formelt for kartelvirksomhed og er forbudt i henhold til konkurrenceloven, da formålet med licitationer netop er at sikre, at der skal være konkurrence i forbindelse med afgivelse af tilbud.

Læs "GA ser frem kartelsag-afgørelse"

Læs "Krav om millionbøder til snyde-virksomheder"

Større krav
Domstolen understregede, at der var tale om grove overtrædelser af konkurrenceloven. Men når det gjaldt bødernes størrelse, kom anklagemyndigheden ikke igennem med et krav om bøder på i alt 7,3 millioner kroner, hvoraf anklagemyndigheden krævede B. J. Entreprise idømt den største bøde på i alt 3,9 millioner kroner. En medvirkende årsag til det større bødekrav var, at B. J. Enteprise var tiltalt for tre forhold, og at ulovlighederne var foregået igennem et år. Samtidig lagde anklagemyndigheden op til en generel skærpelse af bødeniveauet i de såkaldte kartelsager, uanset om der var tale om sager i Grønland eller Danmark.

Selvstændig vurdering
Når domstolen ikke har fulgt anklagemyndighedens krav, hænger det sammen med, at retten har foretaget en selvstændig vurdering af, hvilket bødeniveau, der bør gælde i Grønland. Domstolen har i den forbindelse lagt vægt på forskellene i det danske og grønlandske marked; markedets størrelse, fraværet af privat byggeri af betydning, fraværet af europæiske aktører og de agerende virksomheders størrelse.

De dømte og anklagemyndigheden har efterfølgende 14 dage til at overveje, om dommene skal ankes til Grønlands Landsret.

Powered by Labrador CMS