Krav om millionbøder til snyde-virksomheder

Anklagemyndigheden håber, at retten til skærpe bødeniveauet for tre virksomheder, der er tiltalt for kartel-virksomhed

Modelfoto: Leiff Josefsen

Det skal kunne mærkes i pengepungen, hvis selskaber bryder konkurrenceloven og indbyrdes aftaler ved licitationer, hvilke virksomheder, der skal have opgaver – og til hvilken pris.

Det understregede anklager Margit Wegge fra Bagmandspolitiet i den omfattende kartelsag ved Retten i Grønland, hvor tre entreprenørselskaber, deres direktører og en medejer er tiltalt for ved i alt fire licitationer i 2008 og 2009 at have koordineret priserne.

Projekterne repræsenterer samlet set en værdi på cirka 54,6 millioner kroner.

Anklagemyndigheden kræver Sisimiut-virksomheden B. J. Entreprise idømt en bøde på i alt 3,9 millioner kroner. En medvirkende årsag til beløbets størrelse er, at der er tale om tre forhold, og at ulovlighederne er foregået igennem et år.

Bødestørrelser
Permagreen Grønland kræves idømt en bøde på 1,7 millioner kroner, mens Kang-Total-Byg kræves idømt et tilsvarende beløb.

Udover bøderne til selskaberne kræver anklagemyndigheden, at de tiltalte personer også idømmes bøder på 25.000 kroner hver.

B. J. Entreprise har under sagen tilstået en del af forholdene, Permagreen har tilstået samtlige forhold, men afvist, at en koordinering af tilbuddene havde til formål at sikre, hvem der fik opgaverne, mens Kang-Total-Byg nægter sig skyldig.

Retssagen begyndte mandag og ventes at slutte senere torsdag. Det er endnu uvist, hvornår der falder dom i sagen.

Powered by Labrador CMS