D: Donation til Iqaluit-ofre?

Demokraternes Anda Uldum spørger naalakkersuisut, om landsstyret er klar med en donation til Iqaluit

Medlem af Inatsisartut for Demokraterne Anda Uldum. Foto: Leiff Josefsen

- Har naalakkersuisut planer om at bidrage med en donation til ofrene for branden i Iqaluit, der søndag nat gjorde en masse mennesker – heriblandt mere end 50 børn – hjemløse?

Sådan spørger medlem af Inatsisartut Anda Uldum fra Demokraterne.

- Her i landet er vi altid gode til at hjælpe andre. Det ser vi blandt andet, når der samles penge ind til nogle af børneorganisationerne, til Kalaallit Røde Korsiat og til Neriuffik.

Læs "Hjælp på vej til brandofre i Iqaluit"

- Det er således ikke mere end en lille måned siden, at naalakkersuisut donerede 500.000 kroner til Kalaallit Røde Korsiat. En donation, der er øremærket landsindsamlingen til ofrene for sultkatastrofen i Østafrika. Tidligere har naalakkersuisut doneret penge til jordskælvsofre i Pakistan og Haiti, påpeger Anda Uldum.

Læs "Stor donation til Østafrika"

- Nu er der så indtruffet en lille katastrofe i vores nærområde – hos vores stammefrænder mod vest i Iqaluit. Katastrofen kan naturligvis ikke sammenlignes med en sultkatastrofe i Østafrika eller store jordskælv som dem i Pakistan og Haiti.

- Alligevel mener jeg, at det vil være på sin plads, at naalakkersuisut overvejer at yde en form for donation til de stakkels mennesker, der nu er blevet hjemløse. Man kunne for eksempel overveje at øremærke en eventuel donation til køb af tøj, siger Anda Uldum.

- I henhold til CBC News yder såvel bystyret som den lokale afdeling af Røde Kors allerede støtte til de mange ofre, men jeg er overbevist om, at en officiel donation her fra Grønland vil blive modtaget med glæde.

Powered by Labrador CMS