råstoffer

Naalakkersuisut uenig med mineselskab

Selvstyret bliver beskyldt for langsom behandling af mineansøgning – Naalakkersuisut afviser

Ejeren af Tanbreez Mining, Greg Barnes, er træt af at vente på svar på sin ansøgning
Offentliggjort

Ejeren af Tanbreez Mining, Greg Barnes, er ved at miste tålmodigheden med selvstyret, fordi hans selskabet endnu ikke har fået svar på ansøgningen om udnyttelse af sjældne jordarter i Killavaat Alannguat. Han mener, at langsommelighed sætter Grønlands udvikling som mineland tilbage. Naalakkersuisut er dog af modsat overbevisning.

Læs: Kirkegaard: Tanbreeze er ikke blevet afvist

Læs: D: Har Aleqa afvist Tanbreez

Det australske mineskab Tanbreez Mining afleverede sin ansøgning om udnyttelse af sjældne jordarter i Killavaat Alannguat i Sydgrønland i slutningen af august sidste år. Der er endnu ikke kommet en afklaring på, om selskabet får sin tilladelse.

Andre er hurtigere
Det har fået Greg Barnes til at rette offentlig kritik af selvstyret.

- Det er ikke konkurrencedygtigt i sammenligning med andre lande, hvor de garanterer, at det er klaret på syv eller endda tre måneder, siger australske Greg Barnes til KNR.

Nu har Naalakkersuisut taget til genmæle og tilbageviser beskyldninger om langsommelighed.

- Før en ansøgning kan betragtes som værende afleveret til offentlig høring og stillingtagen, skal den opfylde visse minimumskriterier. Den skal eksempelvis korrekt beskrive de miljømæssige påvirkninger ved projektet, siger medlem af Naalakkersuisut for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut.

Giftige stoffer
Tanbreez Minings første ansøgning er blevet sendt retur med krav om en mere fyldestgørende beskrivelse.

- Der manglede toxicologiske målinger (hvor giftigt er affaldet). Der manglede målinger, som kan sikre, at fiskene i Lakseelv ikke vil tage skade af deponeringen. Der manglede en forudsigelse af støvspredning. Der manglede vurderinger af, om man kan bruge vandkraft m.m.. Desuden var materialet ikke indleveret på de korrekte sprog, påpeger Jens-Erik Kirkegaard.

Desuden kritiserer han blandt andet Tanbreez Mining for at have afvist at foretage videre oparbejdning af mineralerne i Grønland og for 'endnu ikke at have fremsendt tilstrækkelig saglig dokumentation for, hvorfor dette ikke skulle være muligt'. Der skal bruges omkring 160 ansatte til bearbejdning af mineraler, mens der skal bruge omkring 80 i selve minen.

- Der er således mange arbejdspladser på spil, hvorfor Naalakkersuisut finder dette punkt særdeles vigtigt at få undersøgt og beskrevet grundigt, siger Jens-Erik Kirkegaard, der mener, at Tanbreez Mining endnu ikke har opfyldt råstoflovens krav.

Powered by Labrador CMS