Thule Air Base

Lidegaard er optimistisk: Mange løsningsmuligheder

Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard er fortrøstningsfuld i Thule Air Base-sagen efter sit møde med sin amerikanske ministerkollega, udenrigsminister John Kerry

Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikale Venstre
Offentliggjort

Siden det 31. oktober 2014 kom frem, at Greenland Contractors har mistet servicekontrakten på Thule Air Base (Pituffik) med udgangen af september i år, har det været umuligt for politikere, medier og almene borgere at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen - og ikke mindst, hvem der har ansvaret for den uholdbare situation for Grønland, Danmark og rigsfællesskabet som helhed.

I et interview torsdag med KNR fortalte udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikale Venstre, at 'han ikke ser for sig en egentlig genforhandling af hele Thule-aftalen' med USA, som Inuit Ataqatigiit kræver.

Anderledes optimistisk er Danmarks udenrigsminister dog i et interview med Finans, som det danske erhvervsmedie også lavede efter udenrigsministerens møde med USA's udenrigsminister, John Kerry.

Læs: Lidegaard: IA-krav om genforhandling af Thule-aftalen virker urealistisk

Læs: IA kræver genforhandling af forsvarsaftalen

Møde på højt embedsmandsniveau
- Jeg er glad for at kunne sige, at hvis det ender sådan, at US Air Force holder fast i den nye kontrakt, så er vi enige om, at vi laver et møde på højt embedsmandsniveau for at finde en løsning, som både Grønland, Danmark og USA kan leve med, siger Martin Lidegaard til Finans.

- Jeg har bedt John Kerry om at bane den politiske vej for, at vores embedsmænd kan finde en løsning, og jeg synes, at jeg oplevede en meget venlig og lydhør udenrigsminister, der kan forstå, at det her er et problem, siger Danmarks udenrigsminister videre til Finans og fastslår:

- Der er mange løsningsmuligheder. Man kan forhandle aftaler oven på den, der ligger, eller man kan finde helt andre spor. Det vil jeg ikke lægge mig fast på.

Det amerikanske regeringskontor Government Accountability Office har stadfæstet, at Exelis Services overtager servicekontrakten på Thule Air Base fra 30. september og syv år frem.

Læs flere artikler om Thule Air Base her

Powered by Labrador CMS