SAREX 2013
Leder: Sarex-øvelsen var en succes
Ifølge Exercise Director Karsten Riis Andersen levede den omfattende søredningsøvelse i Nordøstgrønland op til forventningerne. Også hos deltagernationerne
- Jeg vil især fremhæve det helt fantastiske samarbejde, der har været blandt de deltagende lande, som er medlem af Arktisk Råd. Alle har vist en viljestyrke og et gåpåmod, der er til samfundets bedste.
Sådan siger Exercise Director og kommandør Karsten Riis Andersen, der har ledet den netop afsluttede eftersøgnings- og redningsøvelse ’Sarex Greenland Sea 2013’.
- Under øvelsen sidste år var der problemer med kommunikationen på grund af fjelde, der skygger for signalet. Hvordan gik det med kommunikationen i år?
- Det gik overordnet bedre. Vi afprøvede noget kommunikationsudstyr, hvilket hjalp i nogle tilfælde. Jeg er dog ikke sikker på, det er nok. Det er også utroligt vigtigt, at der bliver kommunikeret med pressen, så vi får informationer ud hurtigt. Det øvede vi ved, at myndighederne blev kimet ned af internationale journalistelever fra Aarhus, så myndighederne mærker, hvor massivt presset kan være, forklarer Karsten Riis Andersen, der igen påpeger den dedikation, der var fra de medvirkende fra Grønland, Danmark, Island, Canada og USA.
Læs "Ros til arktisk SAR-beredskab"
Læs "Sådan styres Sarex-øvelsen"
Deltagernationerne er tilfredse
Fredag var det tid til en kort evaluering i Mestersvig, inden de cirka 350 personer fysisk til stede under katastrofeøvelsen i Kong Oscar Fjord i Nationalparken i Nordøstgrønland fløj eller sejlede hjemad.
- Nationerne har givet udtryk for, at øvelsen var en stor udfordring, og at de har lært rigtig meget. Nordøstgrønland er jo et meget afsidesliggende område, når man ser på det hvad angår forbindelseslinjer, og derfor er det også en stor udfordring med logistikken. En logistik, som i år har fungeret væsentligt bedre end sidste år. Det er svært at sige, om den nogensinde bliver helt perfekt, men det er jo også derfor, vi holder øvelser, lyder det fra Karsten Riis Andersen.
Læs "Disse enheder stiller landene op med"
Læs "Her er scenariet for Sarex-øvelsen"
Er øvelsen pengene værd?
- Chefen for Arktisk Kommando, general Stig Østergaard Nielsen, oplyser, at øvelsen har kostet cirka tre millioner kroner at afholde. Et beløb, der består af meromkostninger i forhold til eksempelvis fartøjer, der alligevel skulle være i området. Er øvelsen pengene værd, synes du?
- Ja, jeg mener helt klart, øvelsen er pengene værd. Det er afgørende betydning, at man får afprøvet de ressourcer, man nu engang har og står med på stedet, når det gælder. Jeg er ikke i tvivl om, at de ressourcer, der er anvendt i fællesskab på denne øvelse, har været givet godt ud.
Som Sermitsiaq.AG har skrevet, tyder alt på, at Canada til næste år bliver vært for en lignede eftersøgnings- og redningsøvelse, selvom alle detaljer endnu ikke er på plads. Øvelsen forventes at ligge i september, ligesom tilfældet har været med både ’Sarex Greenland Sea 2012’ og ’Sarex Greenland Sea 2013’.
Cirka 350 personer var fysisk med i årets øvelse mellem Mestersvig og Ella Ø i Kong Oscar Fjord i Nordøstgrønland, mens et par hundrede var med i Nuuk, Reykjavik og Danmark.
Derudover var koordinationscentre i Thorshavn, Stavanger, Aarhus, Murmansk samt amerikanske og canadiske koordinationscentre med i øvelsen ’på papiret’.
I oktober skal årets Sarex-øvelse grundigere evalueres.
Læs alle artikler og reportager fra Sarex 2013