SAREX 2013

Ros til arktisk SAR-beredskab

Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammond var blandt VIP’erne, der besøgte Sarex-øvelsen i Nordøstgrønland

Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond under sin tale på Ella Ø, hvor hun takkede de medvirkende lande for at bakke op om øvelsen. Til venstre ses ryggen på Exercise Director og kommandør Karsten Riis Andersen, mens chefen for Arktisk Kommando, general Stig Østergaard Nielsen, ses til højre. I baggrunden er inspektionsfartøjet ’Knud Rasmussen’ i midten. Til højre ses inspektionsskibet ’Vædderen’, som agerede det ulykkesramte krydstogtskib ’Arctic Victory’

Det var et spektakulært syn, da canadiske faldskærmsreddere specialiseret i arktisk redning sprang ud fra et Hercules-fly, mens et mylder af redningsfolk, læger, politifolk og andre enheder fra en række lande på land, i vand og i luften arbejdede på højtryk for at redde 252 personer om bord på det ’havarerede’ krydstogtskib ’Arctic Victory’ lige ud for Ella Ø.

Men selvom den store eftersøgnings- og redningsøvelse ’Sarex Greenland Sea 2013’ i Kong Oscar Fjord i Nordøstgrønland heldigvis kun var en øvelse, så viser den helt konkret, hvad et bredt, internationalt samarbejde kan føre til.

Det fremhævede formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut, da hun besøgte ’katastrofestedet’.

- Øvelsen viser på fornemmeste vis, at vi står sammen og kan samarbejde med vores naboer og medlemmer i Arktisk Råd, når det gælder SAR-beredskabet i Arktis. Det skal vi alle være stolte over, siger Aleqa Hammond i en kommentar til Sermitsiaq.AG’s udsendte reporter.

Onsdag holdt hun en uformel tale på Ella Ø, hvor blandt andre chefen for Arktisk Kommando, general Stig Østergaard Nielsen, og en stribe repræsentanter fra de medvirkende lande var inviteret til den omfattende SAR-øvelse i den øde nationalpark.

Læs "Aleqa Hammond gæster Sarex-øvelsen"

Arktisk Råd-aftale fra 2011
Blandt de besøgende var også Danmarks nye, arktiske ambassadør i Arktis, Erik Vilstrup Lorenzen.

Han pointerer, at øvelsen er en konkret konsekvens af Nuuk-deklarationen, som medlemmerne af Arktisk Råd indgik i Nuuk i 2011.

- Her kan vi ved selvsyn se, hvor godt samarbejdet fungerer på SAR-området. En så omfattende opgave som for eksempel en katastrofe med et krydstogtskib i Arktis kræver, at man samarbejder internationalt, fordi ingen land kan klare en katastrofe her alene, fremhæver Erik Vilstrup Lorenzen, der efter fire år som Danmarks ambassadør i Canada siden den 1. august har været Danmarks ambassadør i Arktis.

På trods af navneændringen fra Grønlands Kommando til Arktisk Kommando er det igen kommandoen, der har taget initiativ til øvelsen og har stået for ledelsen af øvelsesplanlægningen. I spidsen for den fysiske øvelse har stået Exercise Director og kommandør Karsten Riis Andersen, fordi Arktisk Kommando selv har deltaget i øvelsen.

Canada vært i 2014?
Ifølge Sermitsiaq.AG’s oplysninger tyder alt på, at Canada til næste år bliver vært for en lignede eftersøgnings- og redningsøvelse, selvom alle detaljer endnu ikke er på plads.

Både ’Sarex Greenland Sea 2012’ og ’Sarex Greenland Sea 2013’, som officielt slutter fredag med evaluering i Mestersvig, har foregået på og omkring Ella Ø i Kong Oscar Fjord i Nationalparken i Nordøstgrønland.

Læs alle artikler og reportager fra Sarex 2013

Powered by Labrador CMS