forfatningskommissionen
Kritik: Forfatningskommissionen arbejder udemokratisk
Åbenhed og inddragelse af befolkningen er afgørende, hvis forfatningsarbejdet skal blive en succes. Det siger to studerende fra Ilisimatusarfik, der beskæftiger sig med forfatningsprocesser.
Forfatningen risikerer ikke at reflektere befolkningen. Det mener Jane P. Lantz og Vivi Vold, der begge læser kultur- og samfundshistorie på Ilisimatusarfik.
- Befolkningen skal inddrages fra dag 1 og ikke først efter et halvt eller et helt år, siger Jane P. Lantz til Sermitsiaq.AG
LÆS OGSÅ: Vivian: Flertallet ønsker en arbejdende formand
Uklarhed om prioriteter
Forfatningskommissionen blev nedsat 26. april og siden da er processen i alt for høj grad foregået bag lukkede døre, mener de to studerende.
- Hvilke emner tager de op? Hvilke ting vægter de? Hvad er tidslinjen for deres arbejde? Vi ved det ikke, siger Jane P. Lantz.
LÆS OGSÅ: Forfatningsproces speedes op
Arbejdende formand
Senest har Inatsisartut godkendt, at der afsættes midler til, at Vivian Motzfeldt kan indtræde som såkaldt ‘arbejdende formand’. Tanken blev ikke på forhånd diskuteret i offentligheden, men lå gemt i finansloven. Ifølge Naalakkersuisut udarbejdes der nu et tillæg til kommissoriet, der skal definere, hvorvidt formanden, skal være en arbejdende formand.
- En så afgørende ændring af grundlaget for kommissionens arbejde burde ikke træffes uden offentlig debat, blot fordi formanden og Inatsisartut ønsker denne ændring, siger Jane P. Lantz.
- Det er dybt udemokratisk ikke at inddrage befolkningen, omkring hele arbejdet, da det handler om værdier, som bør repræsentere hele Grønland.
Skal reflektere hele befolkningen
Når nu man er inde og pille ved kommissoriet, så burde man kigge mere grundlæggende på opgaverne og kriterierne, mener hun. Især syntes hun, at man bør overveje at åbne kommissionen mere, så det ikke blot er politikernes klub.
- Det er utrolig vigtigt at inddrage hele befolkningen, da vi ellers risikerer at forfatningen ikke kommer til at reflektere befolkningens værdier, siger Jane Lantz.
Vil bidrage med faglig viden
Jane P. Lantz og Vivi Vold har i deres studium netop beskæftiget sig med forfatningshistorier og dannelse af nationer. Den viden om forskellige måder at udarbejde en forfatning på, mener de, at kommissionen kunne få glæde af.
- Vi vil gerne bidrage med vores viden, den viden som har fokus på forfatning i grønlandsk perspektiv, med erfaringer fra hele verden, skriver de i et indlæg.
Som anført ovenfor savner de dog mere konkrete informationer om, hvilke områder kommissionen prioriterer. Uden den viden kan det være svært at vide, hvilke input de mere konkret kan komme med.
- Vi har noget at bidrage med og vi har nogle ideer, siger Jane P. Lantz, der fortæller, at de naturligvis er parate til at mødes med kommissionen.