trækker stikket

Kristian Jeremiassen: Derfor genopstiller jeg ikke

Magtfordelingen er stadig 16-15 i koalitionens favør i Inatsisartut

Siumuts Kristian Jeremiassen er både på billedet og i virkeligheden blevet isoleret fra Siumut-lejren i Inatsisartut. Han har blandt andet som medlem af kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia og medlem af Inatsisartut krævet en deling af Qaasuitsup Kommunia
Offentliggjort

For iagttagere af grønlandsk politik er en udmelding fra Kristian Jeremiassen om, at han ikke genopstiller ved næste Inatsisartut-valg lige så forudsigeligt som sne om vinteren.

Alligevel er det nu første gang, Siumut-politikeren officielt melder ud om sin beslutning.

- Jeg stiller ikke op til næste Inatsisartut-valg. Vi er hårdt prøvet som familie, for jeg har ikke tilbragt så meget tid sammen med mine børn, siden de var helt små. Og jeg har brug for at være samme med min kone, for hun har været meget alene. Derfor stiller jeg ikke op til næste Inatsisartut-valg, skriver Kristian Jeremiassen på sin Facebook-profil.

Han påpeger dog, at han ikke vil udelukke, at han i fremtiden kan finde på at stille op igen til Inatsisartut.

Læs: K. Jeremiassen: Aleqa har min fulde støtte

Læs: Kristian Jeremiassen uenig med Naalakkersuisut - igen

Meldte afbud til Siumuts landsmøde
Siumut-politikeren, der oprindeligt kommer fra Qasigiannguit, har flere gange siden Inatsisartut-valget i marts 2013 lagt sig ud med sit parti.

Senest gjort Kristian Jeremiassen sig bemærket, da han meldte afbud til Siumuts landsmøde i juni i Maniitsoq. I et interview med Sermitsiaq.AG afviste han dog, at afbuddet var på grund af sit åbenlyse anstrengte forhold til visse medlemmer af Siumut-lejren.

- Mit afbud til landsmødet har ikke noget med politisk krise at gøre. Min kone er under uddannelse som pædagog, derfor tager jeg skal hjem til Ilulissat for at passe vores børn, mens hun koncentrerer sig om sin uddannelse, der har stor betydning for vores fremtid, sagde Kristian Jeremiassen i interviewet 5. juni.

Læs: Naalakkersuisut trækker afgiftsforslag tilbage

Læs: K. Jeremiassen: Stop snescooterafgift

16 mod 15 i Inatsisartut
Kristian Jeremiassen er tungen på vægtskålen i Inatsisartut. Koalitionen, der består af Siumut og Atassut, har 16 mandater bag sig, mens oppositionen, der består af Inuit Ataqatigiit, Demokraterne, Partii Naleraq og Partii Inuit, kan mønstre 15 mandater.

Det er blandt andet Kristian Jeremiassens nære venskab med formanden for Partii Naleraq, Hans Enoksen, der endnu engang har forstærket spekulationer, om han engang i fremtiden vil stille op for Partii Naleraq, selvom Jeremiassen flere gange har sagt, at han aldrig vil stille op for andre end Siumut.

Kristian Jeremiassen har tidligere været medlem af Atassut, som han forlod i 2009.

Læs: Kristian Jeremiassen forlader Atassut

Næste Inatsisartut-valg skal afholdes senest 11. marts 2017.

Forlader Kristian Jeremiassen Siumut før næste valg? Deltag gerne i debatten under denne tekst

Powered by Labrador CMS