Camp Century

Krise mellem Grønland og Danmark

Pæne ord men lidt handling. Vittus Qujaukitsoq truer fortsat med at gå til FN

Vittus Qujaukitsoq, Kristian Jensen
Det var ikke et varmt håndtryk, der blev givet under pressemødet i dag mellem Kristian Jensen og Vittus Qujaukitsoq. Der er stadig uoverensstemmelse om ansvaret for forurening på Pituffik

Der kom ikke mange resultater ud af den danske udenrigsminister Kristian Jensens (V) besøg i Grønland. Og der blev ikke sagt meget nyt på dagens pressemøde med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, og udenrigsministeren. Og begge erkendte, at det var en svær situation.

Læs: Grønland truer med at trække Danmark og USA i FN

- Jeg har haft en ærlig samtale med Kristian Jensen, som ikke er slut endnu, siger Vittus Qujaukitsoq efter pressemødet.

- Situationen mellem Grønland og Danmark er i sagens natur beklemt, særligt med tanke på den uafsluttede sag om Thule Air Base og Camp Century, påpeger han.

- Krisens omfang er afhængig af, hvorvidt der kan findes en løsning på den fastlåste situation. Det er jo ikke kun en sag mellem Grønland og Danmark, da USA er en meget afgørende faktor og part i sagen, siger Qujaukitsoq.

Kritik
Flere grønlandske politikere har været ude og kritisere forløbet, siden det i august kom frem, at der er forurening omkring den nedlagte base under isen, Camp Century.

På pressemødet lovede Kristian Jensen, at han sammen med Grønland hurtigst muligt vil kontakte den amerikanske administration for at få servicekontrakten på Pituffik på plads.

Han mener, at det ikke er i forsvarsaftalens ånd, at det reelt er et amerikansk selskab, der skal løse opgaverne på basen.

Kristian Jensen mener således, at det er vigtigt, at det er et dansk-grønlandsk selskab, som løser opgaverne og sikrer skatteindtægter til Grønland og er med til at sikre arbejdspladser, praktikpladser med videre.

Inden Trump
Han vil allerede tage kontakt til amerikanerne i løbet af de kommende uger. Tilsyneladende mener han, det er vigtigt at få afklaret dette spørgsmål, inden den nye amerikanske præsident indsættes i januar.

- Donald Trump får travlt, når han starter, og jeg forventer, at han eller hans administration ikke vil få tid til at tage sig af en lille sag som denne. Der vil være mange andre ting, som overskygger den. I hans hidtidige udmeldinger kender vi ikke til hans politik i Arktis, men han i sine udmeldinger om forsvars- og sikkerhedspolitikken udtrykt ønske om, at USA's allierede skal yde mere til det fælles forsvar.

Det er iøvrigt Kristian Jensens holdning, at USA ikke skal betale for basen i Grønland. Tværtimod skal Grønland og Danmark være glade for den amerikanske tilstedeværelse.

Har du planer om at arbejde for at ændre på den oprindelige forsvarsaftale fra 1951?

– Det har jeg ikke, siger han.

Inatsisartut
Inatsisartut havde netop torsdag debatteret Pituffik. Og der var enighed om, at pålægge Naalakkersuisut at gennemføre fælles dansk/grønlandske forhandlinger med USA for at sikre Grønland og det grønlandske samfund det størst mulige afkast og de størst mulige fordele af den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland.

Naalakkersuisut skal i medfør af Forsvarsaftalen af 1951 med efterfølgende tillægsaftaler fortsat arbejde for at sikre klare fordele i forhold til USA's aktiviteter i Grønland herunder også i forhold til entydig afklaring af miljøansvar for efterladte amerikanske militære installationer i Grønland, om nødvendigt med krav om forhandling af tillægsaftale eller genforhandling af Forsvarsaftalen af 1951, fremgår det af beslutningen i Inatsisartut.

Men Kristian Jensen vil ikke være med til at indlede en genforhandling af Forsvarsaftalen fra 1951.

Læs: Aaja savner større åbenhed om Pituffik-sagen

Strid om ansvaret
Der er heller ikke enighed om, hvem der har ansvaret for miljøoprydningen, eller hvor hurtig det skal gå med at få afklaret forureningen på den nedlagte Camp Century-base.

Læs: Endnu ingen kontakt til USA om forurening fra Camp Century

Kristian Jensen lovede, at den danske regering arbejder på at få placeret ansvaret.

Ikke noget at komme efter
Vittus Qujaukitsoq stiller krav om, at et ansvar skal placeres, og at der hurtigst muligt skal ryddes op efter Camp Century, fordi der er fare for udsivning af farlige stoffer fra de efterladte installationer under isen. Det vil true fiskere og fangere i området.

På pressemødet fastholdt Vittus Qujaukitsoq truslen om at gå til FN i forbindelse med striden. På den anden side slog Kristian Jensen denne trussel hen med, at den danske stat har sit på det tørre.

- Vi gør alt hvad vi kan for at sikre miljøet. Det er ikke noget at komme efter, sagde han.

Powered by Labrador CMS