indsamling

Kræft: 1200 støtter Betinas kamp

I dag åbner støtteforeningen for en landsdækkende indsamling, der samler penge ind til kræftramte Betina Kristiansens behandling

36-årige Betina Kristiansen fra Ilulissat fik i sommer taget dette meget personlige billede. Hun fik taget det for at skabe opmærksomhed. - Når jeg står frem, vil jeg gå hele vejen, siger hun
Offentliggjort

Sjældent har en artikel fået så mange kommentarer og ‘likes’ som den artikel om Betina Kristiansen, som Sermitsiaq.AG bragte den 1. juli.

I artiklen “Kræftramt: Jeg vil leve!” stod Betina Kristiansen fra Ilulissat frem og fortalte om, hvordan hun undrer sig over, at hun ikke har været gennem en ordentlig kontrol. Og at hendes brystkræft er vendt tilbage.

Initiativtagere til støttegruppen for 36-årige Betina Kristiansen oplyser, at i dag åbner støtteforeningen for en landsdækkende indsamling, der samler penge ind til hendes behandling.

Facebook-gruppen ”Vi vil have Betina Kristiansen rask igen!” har på rekordtid samlet over 1200 medlemmer, der alle ønsker at bidrage til, at hun bliver helbredt.

Behandling i Tyskland
Idéen til Facebook-gruppen og den landsdækkende indsamling opstod hos fire af Betina Kristiansens veninder, efter at Betina fik konstateret brystkræft for anden gang. Efter flere forskellige kemoterapier fik hun konstateret, at sygdommen har spredt sig til lever og lunger.

- Betina var så syg, at hun begyndte at tvivle på, om lægerne i Grønland kunne redde hendes liv, og hun besluttede sig for at tage sagen i egen hånd. Gennem internettet fandt hun ud af, at der på Universitetshospitalet i Frankfurt i Tyskland udføres såkaldt regional kemoterapi, som ikke er et almindeligt behandlingstilbud i Grønland og Danmark, men som har rigtig gode behandlingsresultater for netop hendes type kræftsygdom. Den selvbetalte behandling kan dog løbe op i 400.000-500.000 kroner, så vi besluttede at stifte en støtteforening og lave en indsamling for at hjælpe Betina og hendes familie, skriver Naja Habermann, formand for støttegruppen, i en pressemeddelelse.

Er netop erklæret egnet til behandlingen
Betina Kristiansen blev i weekenden erklæret egnet til behandlingen i Frankfurt og rejste til Tyskland onsdag morgen. Hendes egne læger i Grønland og på Rigshospitalet i Danmark følger hende fortsat.

- Indtil videre har interessen været helt overvældende, og vi kan næsten ikke nå at godkende alle dem, der vil være medlemmer. På samme tid har vi mødt en utrolig velvilje fra alle sider, også hos de formelle instanser. Det er fantastisk at opleve, hvordan hjælpen strømmer ind fra hele verden - endda fra folk, som slet ikke kender Betina, fortæller Naja Habermann.

- Kreativiteten er stor, når det gælder vores medlemmers idéer til at samle penge ind, for eksempel er en gruppe i Nuuk ved at arrangere et større støttearrangement med blandt andet koncert og salg af forskellige ting. Vi har også modtaget donationer fra mere uventede sider. Blandt andet har en kendt kunstner doneret et maleri til bortauktionering, fortæller Naja Habermann videre.

Bidrag til Betina Kristiansens behandling modtages via kontonummer 6471-1269000

Skulle der blive indsamlet et større beløb, end Betina Kristiansens behandling koster, vil det resterende beløb efter hendes ønske blive doneret til Ikuala, foreningen for kræftramte og pårørende.

Initiativtageren til støttegruppen for Betina Kristiansen er Naja Habermann, Ivalu Guldager, Carla Fussing og Arnannguaq Gerstrøm.

Powered by Labrador CMS