udligningsreform

Kommunestrid inden aftale om udligningsaftale

Politikere fra Qaasuitsup Kommunia og Kommuneqarfik Sermersooq skærper tonen i debatten om ny kommunaludligning

Jess Svane fra Siumut er uenig med argumenter, der er fremsat af politikere i Kommuneqarfik Sermersooq

1. viceborgmester i Qaasuitsup Kommunia Jess Svane fra Siumut beskylder Kommuneqarfik Sermersooq for at bruge ældre i skræmmekampagne i debatten om ny udligningsordning. Kommunalbestyrelsesmedlem i Kommuneqarfik Sermersooq Malene Lynge fra Inuit Ataqatigiit undrer sig over, at politikere fra en anden kommune blander sig i debatten i Kommuneqarfik Sermersooq.

Læs: GA i Nuuk: Er du gået i politisk panik, Vittus?

Det er planen, at der i dag, mandag, skal indgås ny aftale om en udligningsordning mellem kommunerne. Første udkast til aftalen har skabt stor debat, hvor Kommuneqarfik Sermersooq stod til at miste 56 millioner kroner om året og Qeqqata Kommunia vil heller ikke godkende det første udkast til aftale. Qaasuitsup Kommunia og Kommune Kujalleq, der står til at få flere penge, støtter udkastet til den nye aftale.

Læs: Sermersooq holder borgermøder inden udligningsreform

Rammer mange
Kommuneqarfik Sermersooq har lavet beregninger på, hvordan udligningsreformen vil ramme borgerne i kommunen, der dækker over Nuuk, Paamiut, Illoqqortoormiut og Tasiilaq.

Kommuneqarfik Sermersooq har meddelt, at udkastet til aftalen vil få alvorlige konsekvenser på pensionist-, børne-, familie- og kulturområder.

Det har fået Jess Svane til at reagere og beskylde Kommuneqarfik Sermersooq for at bruge skræmmekampagner.

- Vi har dårlig økonomi i Qaasuitsup Kommunia. Men vi har alligevel ikke forringet ældreområdet og har tværtimod opnået flere forbedringer. Vi har også forhøjet de fleste bevillinger til skolerne i vores kommune, skriver Jess Svane i en pressemeddelelse og vil derfor ikke acceptere Kommuneqarfik Sermersooqs argumenter.

Man kan undgå at ramme
Han mener, at borgere i Kommune Kujalleq og Qaasuitsup Kommunia er med til finansiere mange selvstyreejede virksomheder i Nuuk. Han opfordrer derfor politikere i Kommuneqarfik Sermersooq til en mere anstændig debat.

Men kommunalbestyrelsesmedlem i Kommuneqarfik Sermersooq Malene Lynge fra Inuit Ataqatigiit forsvarer deres fremgangsmåde i debatten.

- Vi har holdt et borgermøde for at informere borgerne om en alvorlig trussel, der kommer til at berøre alle borgere. Det har vi gjort, fordi vi tror på åbenhed og borgerinddragelse. Også selv om andre havde foretrukket at udligningsreformen blev lavet i hemmelighed, skriver Malene Lynge i et svar til Jess Svane.

Hun undrer sig også over, at Jess Svane blander sig i debatten i Kommuneqarfik Sermersooq.

- Jeg kan ikke huske, at der er nogen politiker fra vores kommunalbestyrelse, der har kommenteret på kommunalpolitiske sager fra Qaasuitsup. Jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det. Det er et spørgsmål om at respektere det kommunale selvstyre, siger Malene Lynge.

Medlem af Naalakkersuisut for indenrigsanliggender og finanser Vittus Qujaukitsoq fra Siumut har meddelt, at han vil indføre midlertidig aftale om kommunaludligning gældende for 2015, inden den endelige aftale bliver indgået.

Læs: Vittus bøjer sig og foreslår midlertidig udligningsreform

Powered by Labrador CMS