debat

Kim lægger luft til Vittus

Kim Kielsen understreger, at en række af Vittus Qujaukitsoqs udmeldinger ikke er drøftet i Naalakkersuisut

Formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S) gør det klart, at en række af de udmeldinger som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq (S) er kommet med må stå for han egen regning.

Det gælder både udtalelser Politiken og i forbindelse med Arctic Circle konferencen i Quebeq.

- Jeg skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at artiklerne indeholder nogle synspunkter, som ikke har været drøftet i Naalakkersuisut, skriver Kim Kielsen (S) i en længere udmelding.

LÆS: Vittus truer både Danmark og USA

Grundloven gælder

Han forklarer, at Naalakkersuisut ikke i dag har haft mulighed for at drøfte udmeldingerne, og han derfor ikke vil gå ind i de konkrete udtalelser, men blot kommentere på den overordnede politik i samarbejdet med Danmark.

- Det har ikke været drøftet og vedtaget i Naalakkersuisut at sætte spørgsmålstegn ved Grundlovens gyldighed og betydning for Grønland, fastslår Kim Kielsen (S) således.

Frem for alt skyder han truslen om en udtræden af rigsfællesskabet ned.

- Det har ikke været drøftet og vedtaget i Naalakkersuisut, at stille en udmeldelse af rigsfællesskabet op som svar på en eller flere aktuelle uenigheder mellem Naalakkersuisut og regeringen. Det forventer jeg heller ikke vil komme på tale, skriver han.

LÆS: Løkke ikke bekymret over Vittus

Ingen trussel mod USA
Heller ikke truslen om at smide USA ud fra Pituffik er officiel grønlandsk politik.

- Det har ikke været drøftet og vedtaget i Naalakkersuisut at kræve den amerikanske tilstedeværelse i Grønland bragt til ophør.

Han henviser til Inatsisartuts beslutning om, at gennemføre forhandlinger med det formål, at Grønland skal få mere ud af USAs tilstedeværelse.

LÆS: Sådan skal friheden finansieres

Værne om samarbejdet
Og helt overordnet mener han, at man skal tale ordentligt til hinanden landende imellem.

- Generelt er det min opfattelse, at vi skal værne om og udbygge samarbejdsrelationerne mellem Naalakkersuisut og den danske regering, til fordel for begge parter og til gavn for Grønlands udvikling, skriver Kim Kielsen (S) videre.

LÆS: Vittus udløser livlig debat

Han gør det klart, at der naturligvis kan være uenigheder med Danmark eller kritik af danske ministres håntering af bestemte sager.

- Det bør imidlertid ikke ændre ved, at vi fastholder vores insisteren på et ligeværdigt og respektfuldt samarbejde og i øvrigt, at vi benytter vores tilbagevendende møder mellem regeringens ministre og medlemmerne af Naalakkersuisut til at løse de knaster, der uvægerligt vil opstå i et samarbejde, hvor vi har mange emner og interesser til fælles, fastslår Kim Kielsen (S) på vegne af Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS