Svend Hardenberg-mail

Kielsen: Jeg bad Hardenberg om at sende mailen med dementi

Naalakkersuisut-formand Kim Kielsen siger, at det var ham, der bad departementschef Svend Hardenberg om at sende mailen med dementi til daværende politiker Nick Nielsen

Kim Kielsen
Offentliggjort

- Jeg vil gerne en gang for alle fastslå, at jeg intet har at skjule. Intet.

Sådan siger formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen fra Siumut.

Det sker i et interview med Sermitsiaq.AG om den meget omdiskuterede mail med krav om dementi, som departementschef i Formandens Departement Svend Hardenberg sendte til daværende fungerende folketingsmedlem for Siumut Nick Nielsen den 21. januar i forbindelse med hasteforespørgselsdebatten i Folketinget om den mistede servicekontrakt på Thule Air Base (Pituffik).

Læs: Atassut: Kun politikere skal føre politik

Læs: Atassut til Hardenberg-sag om dementi: Ingen kommentar

Mailen tilNick Nielsen
I mailen, som AG er i besiddelse af, og som blev bragt i avisen 11. februar, skriver Svend Hardenberg til Nick Nielsen:

'I bør udsende et dementi på baggrund af Nicks (Nick Nielsens, red.) efterfølgende udtalelser om, at Naalakkersuisut har været inddraget i forhandlingerne om en ny aftale - det har Naalakkersuisut ikke. Nick har selv siddet i Naalakkersuisut og har ikke været præsenteret for et oplæg eller andet, eller givet mandat til at administrationen kan forhandle på deres vegne om en ny aftale. Du/I kan koordinere med Vittus (Qujaukitsoq, red.). Den samme meddelelse er sendt til Vittus'.

Læs: D: Embedsmænd kan ikke kræve dementi af folkevalgte

Læs: IA i angreb på Svend Hardenberg: En voldsom skandale

Kim Kielsen bad om dementi
- Kim Kielsen, hvorfor stillede Svend Hardenberg krav om dementi af en politiker?

- Det gjorde han heller ikke. Det var mig, der bad ham om at sende mailen. Længere er den ikke, og jeg vil gerne en gang for alle fastslå, at jeg intet har at skjule, svarer formanden for Naalakkersuisut, som fulgte debatten i Folketinget på TV i Nuuk sammen med blandt andre Svend Hardenberg, mens naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Siumuts Vittus Qujaukitsoq, fysisk overværede debatten i Folketingssalen.

- Hvorfor sendte du ikke selv mailen med dementiet til Nick Nielsen?

- Fordi jeg ville følge med i debatten og havde ikke tid til at sende en mail. Det er faktisk ret simpelt. Jeg er naturligvis godt klar over, at en embedsmand ikke kan kræve dementi på egne vegne. Embedsmænd skal holde fingrene fra politiske områder - områder som folkevalgte skal tage sig af.

Afviser 'en voldsom skandale'
- Inuit Ataqatigiit kalder det 'en voldsom skandale', at din departementschef har sendt mailen. Hvad siger du til den kritik?

- Det skal de jo sige. Sådan er politik. Og fred være med det, svarer Kim Kielsen, som afviser, at han dækker over sandheden for at beskytte Svend Hardenberg.

- Svend Hardenberg har fortalt til avisen AG, at kravet om dementi blev udsendt efter aftale med dig, ligesom du nu fortæller. Demokraternes politiske næstformand, Randi Vestergaard Evaldsen, har sagt, 'at det burde dog have fremgået klarere af henvendelsen til Nick Nielsen - ingen tvivl om det'. Hvad siger du til det?

- Jeg siger som før: Det var mig, der bad Svend (Hardenberg, red.) om at sende mailen, svarer Naalakkersuisut-formand Kim Kielsen.

Af den omtalte mail, som AG er i besiddelse af, fremgår det, at mailen til Nick Nielsen blev sendt fra Svend Hardenbergs private email. Det fremgår intet sted, at mailen med kravet om dementi er sendt på vegne af Kim Kielsen, som bekendt også er formand for Siumut.

Det skal dog understreges, at det ikke kan udelukkes, at der er sendt tidligere eller senere mails i tråden, som indeholder supplerende oplysninger.

Men Nick Nielsen troede, mailen var fra Svend Hardenberg.

Læs artiklerne 'IA undrer sig over embedsmandsordre til politiker' og 'Nick Nielsen: Formanden for Naalakkersuisut er udemokratisk' i ugens AG. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS