Tirsdag, april 4, 2017 - 10:31

Kendt terapeut: Traumer går i arv

Der skal siges "undskyld", ikke "jeg beklager", mener succes-forfatter Jesper Juul.
Foto: Ricky John Molloy/Polfoto
Arrogance er værste trussel mod et folks værdighed, siger kendt dansk forfatter og terapeut, men politikerne lytter ikke, når grønlændere råber op
 

Der ér brug for undskyldninger for fortiden. Det mener den succesfulde forfatter og familieterapeut, Jesper Juul, der nu bruger sit faglige udgangspunkt i et angreb på de danske politikere, der ikke vil undskylde kolonitiden i hverken Grønland eller Dansk Vestindien.

Læs: De ER arrogante

- Som psykoterapeut ved jeg, hvilken vital betydning ' undskyld' har. Når en krænker benægter eller fornægter sin skyld, forringes ofrets prognose ganske betydeligt, anfører Jesper Juul, der er forfatter til blandt andet bestselleren Dit kompetente barn.

Han mener, at politikerne i Danmark ikke har forstået, hvor vigtigt det er, at Danmark påtager sig ansvar og skyld for fortiden:

Læs: Grønland var en koloni som alle andre

- En af de største trusler mod et menneske eller et folks værdighed er modpartens arrogance, uanset hvilke saglige eller historiske argumenter den søger tilflugt i. Det er det, grønlænderne forsøger at fortælle os ...

Fra forældre til børn
Han fastslår også, med udgangspunkt i sine erfaringer som terapeut, at skyldfølelse nedarves i generationer.

Læs: Vittus truer både Danmark og USA

- Traumer kan gå i arv fra generation til generation. Det er almen viden hos professionelle, der arbejder med traumatiserede mennesker. Vi ved også, at en undskyldning fra krænkeren er første skridt ud af traumerne. Men danske politikere har tilsyneladende aldrig hørt om den simple sammenhæng, skriver han i kronikken, der kan læses i sin fulde længde her.

Grønlændere i Danmark udsatte
Dertil advarer ham om, at det dårlige politiske forhold mellem Danmark og Grønland kan få konsekvenser for især grønlændere bosiddende i Danmark.

Læs: Aleqa forventer personlig undskyldning

- Grønlændernes vrede påvirker de politiske relationer, og det bliver næppe bedre. Heller ikke de har magt til at forulempe os som folk eller nation, men det vil gøre begge parters adfærd i fremtidige politiske forhandlinger mere irrationel end godt er. Når det sker, vil den mere primitive del af danskerne opfatte det som carte blanche til at skrue (yderligere) op for den verbale og fysiske vold mod herboende grønlændere, lyder advarslen.

Som afslutning fremhæver Jesper Juul, at han er ”dybt beskæmmet over de politiske magthaveres disrespekt over for menneskers fundamentale behov for værdighed, uanset om den skyldes uvidenhed eller primitiv kynisme”.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit