pension

Kapløb om attraktive pensions-millioner

Nu er kampen for alvor gået i gang med at sikre sig borgernes pensionsindbetalinger. Pensionsselskabet SISA, der hidtil har været forebeholdt lønmodtagere, har underskrevet den første firmapensions-aftale som byder funktionærer indenfor.

SISA har netop fået sin første firmaaftale i stand, som vedrører funktionærgruppen.

Ved indgangen til 2017 trådte en ny skattelov i kraft, som betød, at lønmodtagere ikke længere kunne få skattefradrag for indbetalinger til pensioner, hvis man indbetalte til et udenlandsk selskab, herunder selskaber i Danmark.

Attraktivt marked

Med den lov åbnede der sig pludselig et nyt og yderst attraktivt marked for bankerne og det grønlandske pensionsselskab SISA.

PFA Soraarneq, der har sine rødder i det store danske pensionsselskab PFA, har tidligere meddelt, at man lukker biksen i løbet af året og dermed ude af kampen. Den og andre udenlandsk baserede selskaber efterlader sig kunder, der nu kæmpes om.

I slutningen af 2016 besluttede lønmodtagerselskabet SISA at udvide sin forretning, så den ikke udelukkende var henvendt medlemmer, der var omfattet af en SIK-overenskomst. Med det formål at få fingre i de attraktive pensionsindbetalinger.

Et nyt produkt skulle laves, idet den nye kundegruppe typisk ville være funktionærer med en højere indkomst.

Første aftale på plads

- Vi har nu indgået den første firmapensionsaftale i SISA, oplyser direktør Søren Schock Petersen, SISA, til Sermitsiaq.AG.

Aftalen gælder cirka 50 funktionærer i Brugseni og SISA-direktøren oplyser, at flere aftaler med grønlandske firmaer er på vej.

Læs også: Vupti: Sådan blev 34.500 medlemmer pludselig 455 millioner kroner rigere

- KNB er meget glade for at have fået en samarbejdspartner med et pensionsselskab, som er repræsenteret i Grønland, og at vi derfor kan tilbyde vores funktionæransatte et seriøst pensionsprodukt med tilhørende forsikringer og som stadig tilgodeser skattefordelen, oplyser Brugseni-direktør Susanne Christensen, der hæfter sig ved, at SISAs produkt automatisk tilpasser risikostyringen i forhold til medarbejderens alder.

Grønlandsbanken halter bagefter

Bankdirektør Martin Kviesgaard fra Grønlandsbanken oplyser til Sermitsiaq.AG, at der arbejdes på højtryk for at kunne tilbyde firmakundeaftaler.

- Vi er i fuld gang og jeg forventer, at vi er klar med vore nye pensionsprodukter til firmakunder om få uger, oplyser Martin Kviesgaard.

SISAs direktør siger om arbejdet, der er gået forud for Brugseni-aftalen:

- Med forskellige medlemstyper kræver det forskellige pensionsordninger. Det har SISA arbejdet med hen over vinteren. Kernen i opgaven er at være klar til at modtage medlemmer, der er ansat som funktionærer i de grønlandske virksomheder, hvilket vi er nu. Ad den vej bliver SISA også en anden slags pensionskasse end før: Fra en forvalter af pensionsordninger for medarbejdere på en SIK-overenskomst til en pensionskasse for alle i Grønland.

Powered by Labrador CMS