'Det er en kamp for at blive accepteret'

- Alle ordene gør ondt. Og ja, kald mig tudefjæs, for det var faktisk hvad jeg var, da jeg læste artiklen i går. Jeg græd og græd.

Sådan skriver kunstner og designer Liss Stender fra Nuuk, efter at have læst en artikel om sprogdebat her på hjemmesiden.

- Kan slet ikke fatte dansktalende grønlænderers tudefjæs om, at de ikke føler sig velkomne her, skrev Najaaraq Müller blandt andet i en Facebook-opdatering, der opfordrede de dansktalende grønlændere til at lære det grønlandske sprog, hvilket gav debat på det sociale medie.

Læs: Debat på Facebook: Lær dog det grønlandske sprog

Kamp for at blive accepteret
Liss Stender fortæller, at det har været en stor kamp for hende at blive accepteret. Enten som grønlænder eller som dansker.

- Som barn flyttede vi til Danmark. En opvækst i dansk sprog og dansk kultur. Vi måtte ikke tale eller tænke grønlandsk. Jeg glemte mit sprog. Kæmpede en kamp med det ene og det andet i Danmark og flyttede tilbage til Grønland som en ung og gravid kvinde. Jeg ville 'hjem', men jeg havde glemt mit sprog og forsøgte mig så godt jeg kunne.

- Begge steder har jeg ikke været accepteret som værende 'rigtig'. Man får en følelese af at være en 'uægte' i begge lejre. Nationløs. Etnisk landeløs. Jeg er ikke født på den røde løber. Jeg er ikke eliten. Jeg er ikke forfordelt på nogen måde.

- Tværtimod. Personligt har jeg kæmpet en kamp for at være der hvor jeg er nu. Det har krævet al mit mod, for, når man igen og igen får at vide at man ikke er god nok, bliver man et eller andet sted henne også meget usikker. Usikker på, om det man gør også nu er godt nok. Men jeg har forsøgt og som min mand trøstede mig med, 'du skal ikke bebrejde dig selv', fortæller hun.

Ikke et offer
Liss Stender siger, at hun blev påvirket af de ord, som blev skrevet i debatten.

- Jeg kan ikke flydende grønlandsk. Jeg kan ikke skrive flydende grønlandsk. Men jeg kan faktisk en del og jeg lærer noget nyt hver dag.

- Ja, jeg var måske en tudefjæs i går, men tårerne løb og jeg blev påvirket af det. Og hvis mine tårer skulle forveksles med at være et offer, er jeg det ikke. Jeg er et menneske af kød og blod. Jeg er ikke følelsesløs. Men jeg er ikke et offer. Sådan opfatter jeg ikke mig selv.

- Men at føle sig uvelkommen i sit eget hjemland. Det er som at være en evig flygtning. En person uden land og identitet. På evig jagt efter accept og tilhørsforhold? Nej! Jeg er den jeg er, og det er der ingen der kan lave om på, fremhæver Liss Stender.

Den globale udvikling
Hun mener, at landet bør nu gå fremad.

- At favne hinanden, at stå sammen, skulder mod skulder - er i mine øjne den bedste måde at komme fremad på.

- Grønland undgår ikke den globale udvikling - og det drejer sig efterhånden ikke kun om at være halv grønlandsk eller halv dansk. Der er mange andre blandede, lyder det fra Liss Stender.

Liss Stender har valgt at lave et flag som repræsenterer det land, som en grønlænder er blandet med. Du kan se den her: