alkohollov

International ekspert: Ingen dokumentation for at afskærmning virker

WHO ekspert inden for misbrugsforebyggelse kender intet til forskning i salg af alkohol fra lokaler uden indsyn

Demo mod alkohollov

Hos verdenssundhedsorganisationen WHO kender man intet til forskning, der viser, at salg af alkohol fra afskærmede rum forebygger misbrug.

Det fastslår WHOs koordinator for misbrug af alkohol og stoffer, Dr. Vladimir Poznyak på en forespørgsel.

Naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain (IA) har ved flere lejligheder henvist til, at netop WHO skulle anbefale en afskærmning, hvilket der skulle være evidens for begrænser misbruget

- Når Naalakkersuisut foreslår, at alkohol skal være afskærmet fra andre varer i butikkerne, så er det naturligvis ikke noget vi foreslår ud i den blå luft – for at genere borgerne eller detailbranchen. Vi foreslår det, fordi verdenssundhedsorganisation WHO anbefaler det som et led i at mindske alkoholrelaterede skadevirkninger, skrev hun således 7. november i en pressemeddelelse.

Adspurgt om WHO kender til forskning om effekten af at afskærme områder for salg af alkohol, svarer Dr. Vladimir Poznyak benægtende

- Nej, jeg kender intet til nogen evidens for effekten af denne foranstaltning, skriver han i et skriftligt svar.

Idet han ikke kender til sådanne undersøgelser, kan han heller ikke sige noget om, hvorvidt en afskærmning vil kunne sænke forbruget af alkohol, fastslår han i sit svar.

Han forklarer dog, at WHO anbefaler lokalt tilpassede reguleringer.

- WHOs retningslinjer for en alkoholpolitik forestiller sig handlinger, der kan være baseret på lokalsamfundets behov og på det passende i foranstaltningerne, skriver han videre.

Sermitsiaq.AG har tidligere påpeget, at en afskærmning af alkohol ikke er omtalt i WHOs anbefalinger. WHO anbefaler derimod et monopol som et virksomt instrument.

Agathe Fontain (IA) har kritiseret Sermitsiaq.AGs fremstilling.

LÆS OGSÅ:
Agathe: Pisiffiks påstand om virkningsløs afskærmning er letkøbte
Ingen dokumentation for at afskærmning af alkohol virker
Agathe Fontain kommer med skarp kritik af Sermitsiaq.AG
Dokumentation: Her er hele Agathe Fontains indlæg

Powered by Labrador CMS