fodboldbaner

Inatsisartut i Premier League-hopla

Et flertal i Inatsisartut vil have flere kunstgræsbaner

Flere medlemmer af Inatsisartut er spændte på hvilket Premier League hold, der bliver det første på besøg i Grønland
Offentliggjort

Hvilken Premier League-klub kommer først til Grønland. Arsenal? Liverpool? Eller Manchester United?

Det er lille udpluk af debatten i Inatsisartut torsdag eftermiddag, hvor anlæggelse af flere kunstgræsbaner blev diskutteret. Det er medlem af Inatsisartut for Siumut Anders Olsen, der har foreslået anlæggelse af en kunstgræsbane i hver kommune.

Forslaget blev støttet af et klart flertal i Inatsisartut. Medlem af Naalakkersuisut Finn Karlsen fra Siumut kom med en afsluttende kommentar, da det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut for idræt Nick Nielsen fra Siumut var taget til et andet møde, inden Inatsisartut havde debatteret emnet færdigt.

Bliver gjort omvendt
Atassuts formand Gerhardt Petersen forestiller sig en stor dag, hvor Arsenal kommer på besøg i Grønland. Finn Karlsen mener, at det vil være stort, hvis Manchester United kom på besøg, mens andre er spændt på, hvornår Liverpool kommer på besøg.

Premier League-klubber blev nævnt i glæden over, at et klar flertal støtter forslaget om, at der bliver afsat 600.000 kroner til projektering. Det er tanken, at hver kommune skal have sin kunstgræsbane. Kommune Kujalleq har allerede en kunstgræsbane i Qaqortoq, mens Kommuneqarfik Sermersooq, Qeqqata Kommunia og Qaasuitsup Kommunia kun har grusbaner.

Inuit Ataqatigiit er det eneste parti, der er imod forslaget. De henviser til, at fodboldbaner er et kommunalt anliggende.

- Det havde været omvendt, hvis interessenter havde søgt om støtte i Inatsisartut. Nu vil man gøre tingene omvendt. Tænk, hvis kommunerne hellere vil have svømmehal i stedet for en kunstgræsbane, sagde Mimi Karlsen fra Inuit Ataqatigiit.

Læs: 'Fodboldstjerner på vej til Nuuk', hvori navnene på de franske tidligere fodboldstjerner står

Læs også:Grønlandske kendisser mod franske stjerner

Powered by Labrador CMS