makrelfiskeri
IA om makrelfiskeri-aftale: Naalakkersuisut skal protestere
Også Inuit Ataqatigiit raser over den nye EU-makrelaftale i Nordatlanten
- Naalakkersuisut bør snarest muligt blande sig i forhold til den nye makrelaftale mellem EU, Norge og Færøerne, som har til formål at holde Grønland ude af dette fiskeri.
Sådan lyder det fra medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Ane Hansen.
Det sker i forlængelse af, at Grønlands Arbejdsgiverforenings Brancheudvalg for Fiskeri og Eksporterhverv, KNAPK, Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem og senest Atassut alle har udtalt sig stærkt skeptisk over for, at Grønland og Island efterlades udenfor i forbindelse med den nye EU-aftale i Nordatlanten om makrelfiskeri, mens Færøerne har fået store indrømmelser.
- Til vores bestyrtelse har vi noteret os, at Færøerne, EU og Norge for egen vindings skyld netop har indgået en aftale om makrelfiskeriet. Dermed har parterne aftalt, at Grønland, Island og Rusland som medlemslande i NEAFC (North East Atlantic Fischers Commission) skal deles om en kvote på sølle 42.537 tons makrel, siger Ane Hansen, som er forhenværende medlem af Naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug.
Læs: Atassut: Færøerne svigter Grønland og Island
Læs: Olsvig blander sig i debat om makrelfiskeri
Aftalen er skadelig for Grønland
- Inuit Ataqatigiit finder makrelaftalen mellem de nævnte lande og EU direkte skadelig for Grønland og derfor uacceptabelt for os. Vi skal derfor appellere til, at Naalakkersuisut snarest blander sig i forhold til den indgåede aftale og om nødvendigt tager fiskeri samarbejderne op til revision, lyder det videre fra Ane Hansen.
Aftaleperioden EU-makrelaftalen, som løber fra 2014 til og med 2018 indeholder en bestemmelse om, at aftalenationerne forpligter sig til, at der ikke må udchartres fiskefartøjer til brug for makrelfiskeriet i grønlandsk farvand, og at man - ifølge Inuit Ataqatigiit - på anden vis agter at forhindre Grønland i at udvikle makrelfiskeriet i grønlandsk farvand.
- Grønland har hidtil støttet op om Færøernes fiskeriinteresser. Vi har således i særdeleshed kæret os om færingernes problemer i forhold til EU’s dominerende makrelinteresser, og ligeledes har vi støttet op om deres internationale fiskeriinteresser, hvilket vi blandt andet viste, da færøske fiskefartøjer efter fangsttogter i havområdet 3 L fik landingsforbud i Canada, fremhæver Ane Hansen.
Om nødvendigt kan det ifølge Inuit Ataqatigiit også blive relevant at tage fiskeriaftalen mellem EU og Grønland op til overvejelse.
Læs: KNAPK: Makrelaftalen er en skandale for Grønland
Læs: GA: Skal Grønland acceptere at være taber i makrelkrigen?
IA og Atassut kræver protest fra Naalakkersuisut
- Det hører ingen steder hjemme, at sådanne lande og EU kan indgå en aftale, som i bund og grund forhindrer Grønland i at udvikle et nyt fiskerierhverv.
- Inuit Ataqatigiit mener derfor, at aftalen er direkte skadelig for Grønlands bestræbelser for at få en stabil og fremadrettet økonomisk udvikling, og som ydermere kan udvikle sig til et problem for hele rigsfællesskabet med en intern konflikt til følge for forholdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Inuit Ataqatigiit skal derfor opfordre til at Naalakkersuisut snarest retter en protest imod den nyligt indgåede makrelaftale, siger Ane Hansen.
Dermed flugter Inuit Ataqatigiits krav torsdagens udmelding fra Atassut-formand Gerhardt Petersen og partiets gruppeformand i Inatsisartut Knud Kristiansen, som blandt andet sagde:
- Vi er især skuffede over, at Færøerne har valgt at indgå aftalen, da vi mener, det er selvisk og ikke har andre intentioner end selv at få fordele. Vi mener, at Grønland igennem Naalakkersuisut bør rette hård kritik mod Færøerne.