Servicekontrakt

IA kritiserer Naalakkersuisut i Thule Air Base-sag

Inuit Ataqatigiit undrer sig over, at Naalakkersuisut-formand Kim Kielsen først onsdag meldte klart ud i sagen om den mistede servicekontrakt på Thule Air Base til en amerikansk virksomhed

Inuit Ataqatigiit-formand Sara Olsvig

Mens Naalakkersuisut før årsskiftet ikke ønskede at melde klart ud, hvor Naalakkersuisut står i striden om den mistede servicekontrakt på Thule Air Base, var det en anderledes åbenmundet formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen fra Siumut, som på onsdagens pressemøde i København med statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, kommenterede den for Grønland og Danmark uholdbare situation.

- Naalakkersuisut vil i samarbejde med Danmark rejse krav om kompensation og/eller huslejebetalinger, idet det igennem mere end 50 år har været et fast princip, at basen har skullet give kontante fordele til det grønlandske samfund, sagde Kim Kielsen, som pointerede, at der dog er en klagesag i gang, som Naalakkersuisut og den danske regering venter afgørelse på, før de kan gå i detaljer om kompensationskravet.

Formanden for Naalakkersuisut sagde også på pressemødet, at han mener, at USA har brudt den aftalte udbudsproces om vedligeholdelsen af Thule Air Base.

Læs: Udenrigministeren forventer Thule Air Base-afgørelse i februar

Læs: Danmark og Grønland vil sammen kræve kompensation for mistet servicekontrakt

Inuit Ataqatigiit på banen
Udtalelserne fra Kim Kielsen får nu Inuit Ataqatigiit til at lange ud efter Naalakkersuisut:

- Inuit Ataqatigiit finder det dybt beklageligt, at Naalakkersuisut ikke har fundet det nødvendigt at informere den grønlandske befolkning eller Inatsisartut om sin holdning til udbudsrunden, inden rejsen gik til Danmark. Især med tanke på den store interesse der har været omkring sagen.

- Vi efterlyser den åbenhed og det samarbejde, som Naalakkersuisut ellers taler så meget om. Og vi efterlyser et mere handlekraftigt Inatsisartut, der tager sin rolle og sit ansvar mere alvorligt. Også selvom det indebærer at det siddende flertal skal forholde sig kritisk til Naalakkersuisuts ageren, siger partiformand Sara Olsvig.

Læs: Folketinget hastebehandler Thule Air Base-sag

Læs: Doris om Thulebasen: Det kommer til at koste dyrt

- Sara Olsvig, nu holdt Naalakkersuisut-formanden og statsministeren jo deres pressemøde efter deres møde. Kan det ikke være, at Kim Kielsen først lige skulle have noget på plads, inden han sammen med Helle Thorning-Schmidt ville kommentere på Naalakkersuisuts ståsted og krav i sagen?

- Naalakkersuisut må have været informeret om denne sag i en sådan grad, at de allerede tilbage i november-december kunne have oplyst den grønlandske befolkning og Inatsisartut om, hvor deres ståsted er, svarer Inuit Ataqatigiit-formanden.

Servicekontrakt til 2,5 milliarder kroner
Den amerikanske forsvarsvirksomhed Vectrus har fået en servicekontrakt til 2,5 milliarder kroner ved at omgå en dansk-amerikansk forsvarsaftale om drift og vedligeholdelse af Thule Air Base.

Ved at oprette et skuffeselskab i Hellerup har den amerikanske virksomhed – ifølge grønlandske og danske politikere - brudt forsvarsaftalen, der siger, at kun danske og grønlandske virksomheder kan få tildelt opgaven.

Men fra oktober 2015 overgår kontrakten til amerikanske Vectrus.

Sermitsiaq.AG er ved at indhente en kommentar fra Naalakkersuisut-formand Kim Kielsen.

Powered by Labrador CMS