Thule Air Base
Doris om Thulebasen: Det kommer til at koste dyrt
Siumuts folketingsmedlem Doris Jakobsen siger, at det ser ud som om at USA har indgået en aftale om servicekontrakt på Thule Air Base uden om reglerne
Det amerikansk ejede danske selskab, Exelis Services, vandt forrige uge en kontrakt til 411 millioner dollar (knap 2,4 milliarder kroner) på drift og vedligeholdelse af Thule Air Base fra 30. september 2015 og frem til 30. september 2022.
- Det ser ud som om, USA har indgået en aftale helt uden om de normale regler for brug af dansk/grønlandske firmaer til denne opgave. Det kommer til at koste både Grønland og Danmark dyrt. Både via tabt fortjeneste på arbejdet og via tabte arbejdspladser, siger medlem af Folketinget for Siumut, Doris Jakobsen, og hun fortsætter:
- Det er helt urimeligt at vi stiltiende skal finde os i at gode danske / grønlandske firmaer smides ud af Thulebasen samtidig med at Danmark den ene gang efter den anden støtter USA i deres militære aktioner. Vi må have fuld klarhed over Danmarks holdning til dette. Der er stadig Danmark der er ansvarlig for både vores udenrigspolitik og vores forsvarspolitik.
Doris Jakobsen stiller derfor tirsdag en række spørgsmål til udenrigsminister Martin Lidegaard om den nye serviceaftale, som USA har indgået med et rent amerikansk ejet selskab.
Læs: En flok Thule-arbejdere frygter for deres arbejdspladser
Læs: Tab af servicekontrakt bekymrer Inuit Ataqatigiit
Her kan du læse hvilke spørgsmål Doris Jakobsen stiller til den danske udenrigsminister:
- Ministeren bedes oplyse, hvad Danmark agter at gøre i forhold til den kendsgerning, at den nye kontrakt som USA har indgået omkring servicekontrakten på Thule Air Base er lavet med et rent amerikansk selskab med et skuffeselskab hos et advokatfirma i København og dermed ikke er i overensstemmelse med aftalerne mellem Danmark og USA omkring Thulebasen?
- Hvordan agter Ministeren at sikre, at Danmark og Grønland kompenseres for de økonomiske tab, som den nye servicekontrakt, som USA har indgået imod alle aftaler om dansk/grønlandsk udbytte af arbejdspladser og service på Thulebasen, medfører?
- Hvilken garanti har Udenrigsministeriet fået for, at det nye amerikanske selskab vil overholde de gældende arbejdsmarkedsregler og overenskomster, der findes på Thulebasen i dag – samtidig med at det amerikanske firma har sænket tilbudssummen for kontrakten til det halve af tidligere pris?
-Vil ministeren oplyse om Danmark er vidende om, at det amerikanske firma, som har overtaget servicekontrakten på Thulebasen er et amerikansk firma der er specialiseret i at udføre elektronisk krigsførelse for det amerikanske militær, og om regeringen har kendskab til, hvilken betydning dette har for basens fremtidige brug?
- Finder ministeren det rimeligt, at USA kvitterer for dansk støtte til alle USA's seneste militære aktioner i mellemøsten ved at smide det eneste dansk/grønlandske selskab, der arbejder for en amerikansk militærbase ud i mørket?
Læs: Vectrus overtager driften af Thule-basen
Læs: Greenland Contractors mister kontrakt på Thulebasen