Ny EU-sælforordning

IA også bekymret for EU-forslag om ny forordning om sæler

Ligesom udenrigsminister Martin Lidegaard ser Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Johan Lund Olsen, bekymrende på EU-Kommissionens nye forslag

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Johan Lund Olsen

(Artiklen er opdateret klokken 11.16)

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Johan Lund Olsen, kæmper med næb og kløer, fordi han er utilfreds med EU-Kommissionens forslag om en ny forordning om sæler.

Johan Lund Olsen har fået svar på sit spørgsmål til udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikale Venstre, efter at EU-Kommissionen har stillet skærpet forslag om salg af sælprodukter. Forslaget fører med sig, at IA-politikeren sidst på måneden rejser til Bruxelles, hvor han vil tage sagen op med EU-Kommissionen og ordførerne i Europa-Parlamentet.

Som Sermitsiaq.AG skrev torsdag, skriver udenrigsministeren blandt andet, at det nye forslag kan få væsentlige negative konsekvenser for Grønland på flere planer. Ikke mindst er frygten, at tredjelande følger op med lignende skærpende tiltag i forhold til import salg af sælskind.

Læs: Grønlandsk bekymring for EU’s mulige importstramning af sælskind

Læs: Udenrigsministeren: Ny sæl-forordning kan skade Grønland

Vil udrydde misforståelser om Grønlands sælfangst
Videre oplyser udenrigsminister Martin Lidegaard, 'at det er blevet gjort klart for EU, at de også må løfte informationsbyrden og udrydde misforståelser om Grønlands sælfangst som en forudsætning for at genoprette forbrugertilliden til legitime sælprodukter fra Grønland'.

- Jeg vil nu se på, hvordan informationsbyrden reelt bliver løftet i EU, da det er altafgørende at de europæiske forbrugere ved at grønlandsk sælfangst er et bæredygtigt og legitimt erhverv. Jeg vil også gerne i en tættere dialog med politikerne i Bruxelles, siger IA's Johan Lund Olsen i en pressemeddelelse og uddyber:

- Derfor er vi på kontoret i skrivende stund i gang med at planlægge møderækker i EU-Kommissionen og med de politikere, der skal være ordfører i sagen i Europa-Parlamentet i denne måned. Alle os, der arbejder med denne sag, har travlt, for afgørelsen til forslaget falder i oktober.

Powered by Labrador CMS