sæler

Grønlandsk bekymring for EU’s mulige importstramning af sælskind

Både Siumut og Inuit Ataqatigiit udtrykker bekymring for en stramning af inuit-undtagelsen. - Det virker dobbeltmoralsk og diskriminerende, siger Siumuts folketingsmedlem Doris Jakobsen

Siumuts folketingsmedlem Doris Jakobsen og Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Johan Lund Olsen

Mens der de seneste efterhånden mange måneder er kommet flere positive historier frem med relation til grønlandske sæler og sælfangst, er der nu dårligt nyt.

Både Siumuts og Inuit Ataqatigiits folketingsmedlemmer udtrykker således bekymring forud for EU’s mulige importstramning af sælskind.

Inuit Ataqatigiits Johan Lund Olsen har netop sendt et spørgsmål til udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikal Venstre, da han ønsker at vide, hvilken effekt ministeren vurderer, at EU-Kommissionens nyeste forslag vil have for Grønlands eksport af sælskind.

- Vi har læst det nyeste udspil fra EU-Kommissionen, som kan tolkes som en yderligere stramning af Grønlands eksportmuligeder af sælskind. Det kan vi naturligvis ikke leve med, derfor har jeg reageret prompte med at spørge den ansvarlige minister her i Danmark, udenrigsministeren. Svarfristen til udspillet fra EU er i oktober, og jeg håber, at både den danske regering og ikke mindst Naalakkersuisut handler hurtigt og målrettet, siger Inuit Ataqatigiit-politikeren Johan Lund Olsen.

Siumut: Dobbeltmoralsk og diskriminerende
Siumuts folketingsmedlem, Doris Jakobsen, er også bekymret for EU-Kommissionens ændringsforslag af EU's sælskindsforbud hvad angår den såkaldte inuit-undtagelse - undtagelsen, der giver grønlandske sælskind adgang til EU på trods af det generelle forbud mod handel med sælskind.

- EU-Kommissionen angiver, at det for eksempel er bekymrende, at vi fanger sæler med rifler, fordi de siger, at sælerne bliver påført unødig smerte eller stress. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan EU forestiller sig, at man afliver et vildt dyr, hvis man ikke må skyde det. Det står jo ikke bundet i en stald. Efter EU-Kommissionens nye forslag er der altså ingen acceptabel måde at fange sæler på, siger Doris Jakobsen i en pressemeddelelse.

Og uddyber:

- Det virker dobbeltmoralsk og diskriminerende. EU forsøger jo ikke at forbyde jagt i Europa. Her må jægere gerne skyde hjorte, elge, rensdyr, vildsvin og alle mulige andre dyr med rifler.

Forventes vedtaget til oktober
Ifølge Siumuts folketingsmedlem er det på tide, at EU's medlemmer 'får lavet sig nogle grundige overvejelser om, hvilken form for samarbejde man ønsker sig i Arktis'.

- At lave handelshindringer for at beskytte sin egen pelsindustri er i hvert fald ikke fremmende for samarbejdet, og regeringen bør genoverveje støtten til EU's deltagelse i Arktisk Råd, lyder opfordringen fra Doris Jakobsen.

EU-Kommissionens og Europa-Parlamentets forslag skal nu behandles i EU og forventes først vedtaget til oktober. De grønlandske medlemmer af Folketinget vil tage kontakt til de danske medlemmer af Europa-Parlamentet i et forsøg på at forhindre, at ændringsforslaget bliver vedtaget.

I første omgang er sagen et forhandlingsanliggende imellem medlemslandene i EU, herunder Danmark, som i denne sag er i tæt dialog med Grønlands Selvstyre. Først derefter kommer sagen i Europa-Parlamentet.

Forslaget kan læses her. Hovedtræk i ændringerne er en eksport af sælskind svarende til, hvad befolkningen kan konsumere af sælkød

Powered by Labrador CMS