WTO-underkendelse
Grønland taber mest i WTO–kendelsen om sælskind
At verdenshandelsorganisationen har underkendt EU's inuit-undtagelsen kan få fatale konsekvenser for den svagt voksende handel med bæredygtige sælskind fra Grønland
Danmark risikerer at skulle boykotte grønlandske sælskindsjakker, luffer og støvler som følge af verdenshandelsorganisationen WTO’s underkendelse af EU’s såkaldte inuit-undtagelse for sælprodukter.
Canada og Norge står som vindere af WTO-kendelsen om EU’s sælforbud og inuit-undtagelse, som de to lande anlagde i 2011. Alligevel vil den canadiske regering appellere afgørelsen, fordi den ikke fjerner EU’s forbud fra 2009 mod import af sælprodukter, skriver Nunatsiaq Online.
WTO-kendelsen påpeger, at importforbuddet strider mod ’fair trade’, men det er retfærdiggjort af hensyn til den offentlige moral - ’public moral concerns’.
Læs "WTO: Inuit-undtagelsen er ulovlig"
Formand for den canadiske inuit-organisation the Inuit Tapiriit Kanatami, ITK, Terry Audla er fortørnet over, at sælfangst udråbes til noget umoralsk og spørger retorisk - hvad med køer, grise og kyllinger?
Terry Audla ser dog en mulighed for en fornyet inuit-undtagelsen, der denne gang må forhandles og udformes i samarbejde med inuit i Canada i modsætning EU’s ensidigt formulerede undtagelse.
WTO: Kommerciel sælfangst
Grønland favoriseres på Canadas bekostning og til en vis grad også Norges, der begge driver kommerciel sælfangst. Grønlandsk sælfangst er nemlig kommercielt præget, fordi Great Greenland drives som forretning. Dermed sidestilles forskellige lande ulige, fastslår verdenshandelsorganisationen som har 159 medlemslande verden over.
- Grønlands Selvstyre er af den opfattelse, at der er anvendt svagt funderede argumenter fra WTO’s side, der drejer sagens kerneproblemer væk fra podiet. Nemlig indførsel af produkter, der er høstet på baggrund af bæredygtighedsprincippet ikke bør behandles anderledes end for eksempel kommerciel eksportproduktion af fiskeressourcer, skriver Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug i en pressemeddelelse om den 184 sider lange kendelse.
EU holdes på afstand af Arktisk Råd
EU forhandler med Arktisk Råds formandsland, Canada, om fuld status som observatør. Det handler i virkeligheden om sæler, hvor canadierne siger 'No Seal, No Deal'.
EU blev placeret i entréen, mens seks andre lande, blandt andet Kina og Sydkorea, fik fuld observatørstatus den 15. maj i år.
Sermitsiaq.AG har bedt naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Karl Lyberth fra Siumut om en kommentar til WTO’s kendelsen.