kendelse
WTO: Inuit-undtagelsen er ulovlig
Verdenshandelsorganisationen mener, at grønlandsk sælfangst er kommercielt præget, fordi Great Greenland drives som forretning. Selvstyret mener omvendt, at WTO's argumenter er 'svagt funderede'
Den såkaldte inuit-undtagelse holder ikke, da den er i strid med reglerne.
Sådan lyder konklusionen fra verdenshandelsorganisationen WTO, som mandag offentliggjorde sin endelige kendelse i forhold til EU-forordningen om forbud mod indførsel af sælprodukter til EU-lande, herunder inuit-undtagelsen fra 2009 og implementeringsforordningen fra 2010.
WTO er af den opfattelse, at grønlandsk sælfangst er kommercielt præget, fordi Great Greenland drives som forretning.
Selvom WTO anerkender, at inuit-sælfangst markant adskiller sig fra kommerciel fangst, lægger WTO vægt på den samlede organisering og på, at Grønland modsat Canada har søgt og opnået særstatus som godkendende myndighed for udstedelse af certifikater i forbindelse med indførsel af sælskind til EU-lande.
Læs "Grønland bruger inuit-undtagelsen"
Selvstyret er uenig
Hos Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug vækker WTO's kendelse om sælskindsforbuddet i EU ikke begejstring.
- Grønlands Selvstyre er af den opfattelse, at der er anvendt svagt funderede argumenter fra WTO’s side, der drejer sagens kerneproblemer væk fra podiet. Nemlig indførsel af produkter, der er høstet på baggrund af bæredygtighedsprincippet ikke bør behandles anderledes end for eksempel kommerciel eksportproduktion af fiskeressourcer, skriver Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.
Canada har endnu ikke ansøgt om at blive certificerende myndighed. Grønland blev godkendt som certificerende myndighed af EU den 25. april i år.