flyrejser

Fyldte fly og nye rejsemønstre i 2015

Første del af 2015 viser, at Grønland er tilbage på samme rejseniveau som før finanskrisen. Selv rejser grønlændere og danskerne mindre i Grønland end tidligere, men der er kommet flere rejsende fra udlandet

Der er sket en vækst i antallet af flyrejsende fra udlandet
Offentliggjort

Artiklen er rettet fredag klokken 12:25, da formuleringen 'indenrigsflyvninger' kunne misforstås

Hele sommeren og det meste af efteråret har de fleste rejsende oplevet helt fyldte fly mellem Grønland, Island og Danmark.

Og det ses i statistikken, hvor man kan aflæse en vækst på 6,9 procent i antallet af flypassagerer og 11,5 procent vækst i antallet af krydstogtspassagerer i den seneste turismestatistik for januar-september 2015.

Grunden er en vækst i antallet af turister fra hele verden, der gerne vil opleve Grønland.

Nye markeder
Der er fra juli til september sket en stigning i antallet af flypassagerer fra andre lande på 52,7 procent.

Visit Greenland ser særligt en stigning på det tyske, amerikanske og vesteuropæiske turistmarked, og man glæder sig over at have fået fat på nogen nye markeder.

I samme peride er andelen af rejsende med bopæl i Danmark og Grønland dog gået tilbage med 13,5 procent.

Læs: Turisterne er chokerede over at møde fulde folk

Hos turistrådet glæder man sig over en stigning i krydstogtsturismen på 11,5 procent med udgangspunkt i de tre første kvartaler.

Håber på endnu flere med båd
- Væksten på krydstogtsturisme skyldes blandt en stigende interesse fra ekspeditionsrederier, og at vi i år har haft færre aflysninger på grund af dårligt vejr og is, oplyser Anders la Cour Vahl, der er souschef i Visit Greenland.

- Det er nok endnu for tidligt at se en effekt af afgiftsreduktionen (krydstogtafgiften, der laves om til en anden lavere afgift, red.), som vi forventer vil have en positiv effekt på antallet af passagerer i de kommende år.

Læs: Nyt fremstød for at skaffe turister

Samlet udgør antallet af afrejsende (fly og skib, red.) med bopæl udenfor Grønland cirka 46.000 personer for de første ni måneder af 2015.

Af disse kom ca. 26.000 fra andre lande end Grønland og Danmark.

Meget lille turismesektor
Nok er der glæde hos Visit Greenland. Men antallet af turister herhjemme er stadig meget lille i forhold til andre lande vi sammenligner os med.

Til sammenligning rundede Island i 2014 for første gang én million tilrejsende turister. Det er over tyve gange så mange turister som herhjemme, hvis man medregner danske turister, og Islands betalingsbalance kunne dette år alene gå i nul med indtægterne, som de tilrejsende skabte i landet.

Læs: National Geographic-kåring: Grønland igen til tops

Powered by Labrador CMS