Variété Club de France
Franske stjerner ankommer og spiller i Nuuk i dag
Det franske hold Variétés Club de France skal spille to kampe i Nuuk
Der bliver spillet en speciel fodboldkamp på Nuuk Stadion mandag aften. Det er kampen mellem grønlandske kendisser og tidligere franske stjerner med blandt andre Robert Pires, der har spillet for Arsenal. Det sker i forbindelse med besøget fra Variétés Club de France, der kommer for at spille to kampe.
Læs: Grønlandske kendisser mod franske stjerner
Læs: Fodboldstjerner på vej til Nuuk
De franske gæster betaler selv for deres rejse og ophold i Nuuk og ankommer i dag, mandag, klokken 13.50 i Nuuk med et fly fra Island.
Kølig luft
Variétés Club de France har ønsket at komme til Grønland i flere år, hvor kendte spillere som Michel Platini og Eric Cantona har været blandt dem, der ønskede at komme til Grønland. Men VM i Brasilien nærmer sig, hvor tidligere storspillere gør klar til at se fodbold til sambarytmer.
Holdet, der skal spille i Nuuk, ankom til Reykyavik søndag og har mærket den kølige luft i Nordtatlanten og skal til Nuuk, hvor temperaturen ligger omkring frysepunktet.
Grønlands Boldspil-Union (GBU) og Nuuk Boldspil-Union (NBU) håber, at besøget giver gode minder.
- Det er en stor begivenhed for GBU, at vi endelig får Variétés Club de France til Grønland. Vi ser frem til nogle spændende kampe og forhåbentlig en masse tilskuere, siger GBU-formand John Thorsen.
Autografskrivning onsdag
Kampene bliver spillet i multihallen Inussivik, hvis vejret skulle forhindre kampene i at blive spillet udendørs.
Mandagens kamp begynder klokken 18.30 og navnene på det grønlandske kendishold er endnu ikke meddelt ud.
Variétés Club de France spiller kamp igen onsdag, hvor de skal spille mod et udvalgt oldboys hold. Franskmændene vil bruge tirsdagen til at opleve Nuuk og tager på sejletur. De vil også være i Nuuk Center onsdag klokken 14, hvor der er autografskrivning.