forfatningskommissionen
Formandskab nægter at følge Suka-ordre
Formandskabet i Forfatningskommissionen, Vivian Motzfeldt og Mimi Karlsen, nægter at genoptage arbejdet i Forfatningskommissionen, før Naalakkersuisut har godkendt et nyt arbejdsgrundlag.
Dermed undsiger de naalakkersuisoq Suka K. Frederiksen, der tilbage den 8. december pålagde medlemmerne straks at genoptage arbejdet. Det blev gentaget af Suka K. Frederiksen til KNR så sent som torsdag aften den 4. januar.
Pressemeddelelse
Formandskabet har imidlertid ikke tænkt sig at følge ordren fra Suka K. Frederiksen, der har det overordnede ansvar for kommissionens arbejde. Det fremgår af en pressemeddelelse, som blev udsendt fredag eftermiddag.
- Da Atassut mistede sin repræsentation i Inatsisartut og da den nuværende borgmester i Kommune Qeqertalik trådte ud af Inatsisartut blev vort arbejdsgrundlag ikke længere tidssvarende, hvorfor vi i starten af november bad Naalakkersuisut om at forny kommissoriet, står der i meddelelsen.
- Indtil det var bragt i orden besluttede vi at sætte vort arbejde i bero i håb om, at Naalakkersuisut i henhold til deres ansvar som arbejdsgivere, ville løse problemet hurtigt, fordi vi ikke ønskede at arbejde videre i strid med vort arbejdsgrundlag, fastslår formandskabet i kommissionen.
Arbejdsvægring afvises
De to bedyrer, at der ikke er tale om arbejdsvægring fra deres side.
- Situationen hér og nu er, at vi er klar til at trække i arbejdstøjet så snart Naalakkersuisut har godkendt et nyt arbejdsgrundlag. Vi er parate, pointerer de.
Læs også:
- Randi: Forfatnings-kommissionen er en pinlig farce
- Kommission belaster landskassen med ekstra 7,4 millioner kroner