råstoffer
Foreslår genindførsel af nultolerancen over for uran
Andenbehandlingen af Aqqaluaq B. Egedes (IA) beslutningsforslag om uran sker i dag i Inatsisartut
11.28 Artiklen er rettet. I den første udgave stod der, at forslaget drejede sig om en folkeafstemning, men det drejer sig om en genindførelse af nultolerancen. Sermitsiaq beklager fejlen.
- Byen Narsaq skal ikke være et affaldssted for farlige radioaktive stoffer.
Sådan lyder Aqqaluaq B. Egedes (IA) forslag til Inatsisartut. Andenbehandlingen af hans forslag sker i dag, tirsdag. Førstebehandlingen fandt sted tidligere på måneden.
Ikke overraskende var Inatsisartut delt i to, da tinget behandlede forslaget første gang. Koalitionen, der er for uranudvinding, stemte imod, mens oppositionspartierne stemte for.
Læs: 'Narsaq skal ikke være affaldsted for radioaktive stoffer'
Geninførsel af nultolerancen
Ved dagens andenbehandling af forslaget har Naaja H. Nathanielsen, løsgænger, Per Rosing Petersen, Partii Naleraq samt Sara Olsvig og Peter P. Olsen, Inuit Ataqatigiit, stillet et ændringsforslag.
De foreslår, at nultolerancen over for uran bliver genindført i Grønland.
- Det oprindelige forslag har rod i den bevægelse, der ønsker genindførsel af nul-tolerancen over for uranudvinding. Vi deler denne holdning og mener, at forslaget rettelig burde dreje sig om dette grundlæggende spørgsmål. Derfor fremsætter vi dette ændringsforslag, skriver de fire politikere i deres ændringsforslag.
Læs: Avataq: Grønland splittet mere end nogensinde
Koalitionen imod folkeaftemning
Oppositionspartierne har forsøgt at få gennemført en folkeafstemning om emnet. Men koalitionspartierne har stået fast på deres holdning og har nedstemt forslaget om en afstemning.
- Dette kompromisforslag har koalitionen gang på gang modsat sig. Vi fremsætter forslaget om en nul-tolerance vel vidende, at det næppe kan samle det fornødne flertal.
Læs: Det ser sort ud for de to uranforslag
Har ikke stærkt politisk mandat
De gør det klart, at de selv ønsker råstofsektoren udvikler sig.
- De fleste projekter vil ikke blive berørt af vores ændringsforslag. Det er der faktisk kun et enkelt projekt, der vil. Så dette forslag vil ikke bremse udviklingen af en råstofsektor i Grønland, lyder det fra Naaja H. Nathanielsen, Per Rosing Petersen, Sara Olsvig og Peter P. Olsen.
Læs: Urankritisk journalist fyret på KNR