råstoffer

'Narsaq skal ikke være affaldsted for radioaktive stoffer'

Inuit Ataqatigiits Aqqaluaq B. Egede fremsætter et beslutningsforslag i Inatsisartut, om at der ikke skal smides radioaktive stoffer ved beboede områder

Inuit Ataqatigiits Aqqaluaq B. Egede

Igen er der debat om emnet, der har splittet koalitionen og oppositionspartierne i Inatsisartut, nemlig udvinding af uran.

Medlem af Inatsisartut, Aqqaluaq B. Egede (IA), foreslår, at Naalakkersuisut pålægges at arbejde for et forbud mod affaldsdeponering i forbindelse med udvinding af uran og andre radioaktive stoffer i Grønland.

- Byen Narsaq skal ikke være et affaldssted for farlige radioaktive stoffer, lyder det fra beslutningsforslaget fra Aqqaluaq B. Egede, der håber, at Naalakkersuisut vil lytte til fårholdernes modstand mod deponering af farlige stoffer.

Læs: IA har aldrig givet tilladelse til uran-produktion

Naalakkersuisut er imod forslaget
- Det er bydende nødvendigt at sørge for, at uranen og andre radioaktive stoffer ikke får lov til at spredes i beboede områder. Derfor er det nødvendigt med grundige og realistiske undersøgelser, så vi har en forhåndsviden og undgår at skade folk, begrunder han sit forslag.

Læs: Nu forbereder GME den endelige ansøgning

Men ikke overraskende er Naalakkersuisut imod forslaget. For ifølge KNR, så mener Naalakkersuisut, at forslaget vil umuliggøre minedrift i Grønland, og at det er normal praksis at man deponerer restprodukter fra minedrift i samme land som udvindingen foregår.

Naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanligger, Vittus Qujaukitsoq (S) siger, at der kun vil blive givet tilladelse til minedrift, hvis mineselskaberne kan dokumentere at udnyttelsen sker på en miljø-, sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Inatsisartuts møde kan følges på KNR's hjemmeside fra klokken 10.00

Læs: Altoverskyggende emne debatteres i Inatsisartut

Powered by Labrador CMS