Farlige skoler

Forældre jubler over skolelukning

Skoleelever på Atuarfik Mathias Storch i Ilulissat skal undervises i alternative undervisningslokaler. Men hellere det end at sende børn i sundhedsfarlig skole, siger forældre

Atuarfik Mathias Storch er nedslidt og alvorligt ramt af skimmelsvamp.
Offentliggjort

Der lød et lettelsens suk blandt forældre til elever på Atuarfik Mathias Storch i Ilulissat, da Qaasuitsup Kommunia onsdag aften meddelte lukning af skolen. Qaasuitsup Kommunia har lyttet til forældrenes forslag, der blev fremlagt under en demonstration mandag.

Læs: Ilulissat: Atuarfik Mathias Storch lukkes helt

Skoleelever på Atuarfik Mathias Storch vil blive undervist i Ilulissats anden skole Atuarfik Jørgen Brønlund og i kommunens institutioner. Atuarfik Mathias Storch er alvorligt at angrebet af skimmelsvamp og skal rives helt ned.

Hovedpine hver dag
- Mine døtre kommer hjem med hovedpine hver dag. Vi var også til forældrekonsultation for nyligt, hvor jeg fik hovedpine i løbet af cirka 45 minutters ophold på skolen. Ja, tænk at vores børn er der mange timer om dagen, siger Ane Lone Bagger, der er mor til to piger, der går på Atuarfik Mathias Storch.

Hun er med i den forældregruppe, der arrangerede demonstrationen i mandags, hvor forældregruppen også afleverede forslag til alternative undervisningslokaler. Kommunens nye undervisningplan ligger tæt på forældrenes forslag.

Læs: Forælder: Luk Atuarfik Mathias Storch

- Vi er meget tilfredse med kommunens plan for det nye skoleår. Undervisningen skal godt nok foregå i midlertidige undervisningslokaler. Men hellere det end at sende vores børn til sundhedsfarlig skole, siger Ane Lone Bagger.

Atuarfik Mathias Storch skal rives helt ned og erstattes med en helt ny skole.

Powered by Labrador CMS