servicekontrakter

Fire forbedringer på servicekontraktruterne

Passagererne kan blandt andet se frem til fortsat betalt kost og logi ved forsinkelser

Selvstyret øger blandt andet bevillingen til helikopterflyvning i Sydgrønland

Ekstra helikopterkapacitet i vintermånederne, ingen forringelser for passagererne i tilfælde af forsinkelser, billigere helikopterbilletter i Disko-regionen samt bedre muligheder for storkunder som for eksempel sundhedsvæsenet når de skal bestille billetter.

22,2 millioner kroner
Den nye koalition bestående af Siumut, IA og Partii Naleraq har med en særlig bevilling på 22,2 millioner kroner for 2017 givet de omstridte servicekontrakter på trafikområdet en make over - og dermed sendt signal om, at man har lyttet til kritikken fra blandt andet Siumut-borgmestrene.

Forbedringerne blev offentliggjort mandag af Naalakkersuisoq for Kommuner, Bygder, Yderdistrikter, Infrastruktur og Boliger, Martha Lund Olsen.

Læs: Kommunerne kræver nye trafikaftaler

Koalitionen understreger, at de store linjer i den nye trafikstruktur fortsat gælder fra nytår, hvor både rederiet Disko Line og Air Greenland betjener servicekontraktruterne, men der bliver justeret på en række forhold.

Læs: Passagerer skal både med fly og båd

Forbedringerne
Forbedringerne er målrettet de fastboende passagerer - og således ikke turister.

  • Passagererne skal ikke længere betale for kost og logi i tilfælde af forsinkelser, og de risikerer heller ikke længere at miste deres billet i disse tilfælde. Så når de for eksempel ikke frem med Disko Lines fartøj, inden Air Greenlands afgang, skal en bevilling på ni millioner kroner sikre, at passagererne bliver holdt skadesløse.
  • Der bliver sat flere penge af til helikopterruter i Sydgrønland, så der kommer to Bell 212-helikoptere med i alt tre besætninger fra december til marts. I tilgift bliver helikopterforbindelsen til Nanortalik bedre, ligesom billetprisen mellem Qaqortoq og Narsarsuaq bliver billigere.
  • I Disko-regionen bliver det muligt at forlænge perioden med helikopterflyvning med en måned, lige som priserne på helikopterbilletter eksklusive lufthavnsskatter daler med 30 procent.

Læs: Forringelserne på trafikområdet tages af bordet

Den ekstra helikopterkapacitet koster 9,1 millioner kroner, de billigere billetter koster 3,6 millioner kroner, mens arbejdet med storkundeportalen kommer til at koste 0,5 millioner kroner, oplyser Selvstyret.

Servicekontrakterne skal sikre transport af passagerer, fragt og post i udkantsområderne, hvor opgaverne ikke kan løses på et kommercielt grundlag.

Se billeder: Historisk stor demonstration i Qaqortoq

Powered by Labrador CMS