fiskeri

Fem fabrikstrawlere ligger stille

Der er overkapacitet i fiskeriflåden, lyder det fra Grønlands Erhverv.

Havn, Sisimiut, kutter, trawler
Arkivfoto fra havnen i Sisimut.

I mere end en måned har fem af fiskeriets trawlere været uden arbejde. Fiskeriet efter hellefisk, torsk og rødfisk er ellers gået over al forventning i år.

- Men allerede i november var kvoterne opfisket. Derfor har de fem fabrikstrawlere, der er aktive i dette fiskeri, ligget stille siden da, fremgår det af en pressemeddelelse fra Grønlands Erhverv.

Læs også: Video: Forsøgsfiskeri i hårdt vejr

Arbejdsgiverorganisationen mener, det er positivt, at fiskerne har kunnet fiske kvoterne så hurtigt.

- Men det viser også, at der er en overkapacitet i flåden, som kan udnyttes hvis kvoterne på fisk stiger i de kommende år, anfører formand Henrik Leth.

Ikke flere trawler
Han opfordrer derfor til, at man inden for fiskeriet viser omtanke i forhold til at indsætte yderligere kapacitet i erhvervet.

- Det vil medføre, at økonomien i det samlede fiskeri forringes og dermed også føre til tab af arbejdspladser og offentlige indtægter, fastslår formand Henrik Leth i orienteringen.

Powered by Labrador CMS