Kuannersuit

Ekspert frygter radioaktivt mudderskred

En gruppe miljøorganisationer har bedt Jan Willem Storm van Leeuwen fra Nuclear Consulting Group vurdere GMEs miljøundersøgelse. Han frygter, at opbevaringen af restprodukter ikke er sikker nok.

Resterne fra minebrydningen på Kuannersuit skal opbevares i Taseq-søen. Jan Willem Storm van Leeuwen fra Nuclear Consulting Group frygter, at de i værste fald kan skylle ned over Narsaq.

Urani Naamik, Avataq, NOAH og andre miljøorganisationer har valgt at offenliggøre uddrag af den foreløbige miljøvurdering (VVM), som GME har lavet af Kvanefjeldsprojektet.

LÆS: Hemmelig uranrapport offentliggjort

Samtidig har de bedt Jan Willem Storm van Leeuwen, der arbejder som uafhængig konsulent, vurdere miljørapporten som del af deres partsindlæg.

Et af de punkter, som han peger på er opbevaringen af de rester af malm, der bliver tilovers ved brydningen kaldet tailings. Disse skal opbevares i Taseq-søen, for at vandet udgør en slags naturligt låg over malmresterne og kan forhindre spredningen med vinden.

For selvom uran og sjældne jordarter er udvundet vil resterne fortsat indeholde lav radioaktivitet og giftstoffer..

Taseq-søen er ikke i sig selv dyb nok til at disse tailings kan opbevares i den, og derfor skal der efter planen bygges en dæmning for at forhøje vandstanden.

LÆS: GME standser VVM-aktindsigt

Og det er den dæmning, hvor miljørapporten efter Jan Willem Storm van Leeuwen giver et urealistisk billede af, at den vil holde, også i de mange år efter minen er lukket.

- Fra et fysisk synspunkt er disse antagelser urealistisk, skriver han i sin vurdering.

I lyset af at dæmningen vil skulle holde i flere århundreder går han endda skridtet videre.

- Spørgsmål er nok ikke om dæmningen på noget tidspunkt vil svigte, spørgsmålet er, hvornår den vil gøre det, skriver Jan Willem Storm van Leeuwen, der er kendt for flere kritiske rapporter om udnyttelsen af atomenergi.

LÆS: Koalitionen kan undgå uranspørgsmål

I værste fald forestiller han sig et altomfattende brud på dæmningen:

- Dette kunne betyde at ti millioner af kubikmeter giftigt og radioaktivt ville komme ned af fjeldsiderne til Narsaq-dalen. lyder hans skræmmescenarie.

Jan Willem Storm van Leeuwen henviser til et eksempel fra Brasilien, hvor netop dette skete ved en jernmine i november 2015.

GMEs VVM-redegørelse er ikke den endelige udgave. Råstofmyndighederne har bedt om en række yderligerer oplysninger inden de vil godkende rapporten.

Powered by Labrador CMS