vejprojekt

Drømmen om 150 kilometer grusvej går ind i ny fase

En delegation fra Qeqqata Kommune med Malik Berthelsen i spidsen tager onsdag til Nuuk for at overbevise flere naalakkersuisoq om, at de skal putte penge i kommunens ambitiøse vejprojekt mellem Sisimiut og Kangerlussuaq.

Malik Berthelsen sidder foran det lange kort, der illustrerer projektet med den lange vej fra Sisimiut til Kangerlussuaq. Kortet er et omdrejningspunkt i fortællingen om, hvilke muligheder der er i projektet
Offentliggjort

Malik Berthelsen har siddet 16 dage i borgmesterstolen, og han indrømmer, at det bliver spændende at se, hvordan man i hovedstaden vil modtage det ambitiøse vejprojekt.

Mange år er gået med snak
I mere end 15 år har man talt om og fået lavet flere undersøgelser, der fastslår, hvad det vil kræve og koste at få anlagt en grusvej fra kysten og til fly-knudepunktet Kangerlussuaq – gennem det UNESCO-certificerede område.

Nu skal det være
Kommunens administration har knoklet hårdt for at få argumenter og præsentationsmateriale på plads, før turen går til Nuuk, hvor nogle af pengene skal bevilges. Borgmesteren får følgeskab af kommunaldirektør Paneeraq Olsen, vicekommunaldirektør Laust Løgstrup og iværksætteren Larseeraq Skifte.

Læs: Endnu en UNESCO-ansøgning på vej

Vi bliver hægtet af
- I Nuuk og Ilulissat er der nye lufthavnsprojekter på vej, der vil styrke turismen for begge byer. Hvis vi ikke gør noget, bliver vi hægtet af, forklarer Malik Berthelsen over for Sermitsiaq.AG, dagen før turen går til Nuuk.

- Vi har i kommunalbestyrelsen en målsætning om, at turismen er et af de vigtigste områder at investere i. Vi tjener lige nu mange penge på torskefiskeriet. Men den indtjening er der ikke sikkerhed for i al fremtid, oplyser Malik Berthelsen.

Han sidder foran et mere end en meter langt kort, der illustrerer de mange muligheder en grusvej mellem de to byer vil give i form af nye investeringer og langt flere turister.

Læs: ATV-spor skal bane vejen

Ski-mekka
Ved gletchen Qaqqutikitsoq har man fået tilkendegivelser på, at islandske turistoperatører vil investere i et nyt hotel.

Ja, området skal omdannes til et ski-mekka, som med grusvejen bliver overkommeligt at komme til, fordi man sparer dyre helikopterflyvninger.

Det vil også blomstre flere vandrehjem op på den 150 kilometer lange strækning, der bevæger sig ind i det historiske og meget smukke landskab til Kangerlussuaq. I dag er det en meget populær vandrerute for fodfolket forår, sommer og efterår, mens slædehunde gør arbejdet for turisterne i de mørke vintermåneder.

Læs: Qeqqata Kommunia skal være turistattraktion

Pris: 350-400 millioner kroner
Prisen for vejen bliver mellem 350 og 400 millioner kroner, oplyser Malik Berthelsen. Det er hans håb, at Naalakkersuisut kan hjælpe med at finansiere halvdelen af projektet. Hvis det lykkedes at få den bevilling hjem, er kommunen parat til af egen kasse at betale 15 millioner kroner årligt de næste 30 år.

- Jeg havde håbet, at vi kunne præsentere projektet onsdag for Kim Kielsen, Aqqaluaq B. Egede, Hans Enoksen og Erik Jensen samlet. Men det har været umuligt at samle dem alle på én gang. Derfor starter vi dialogen med Hans Enoksen og Erik Jensen onsdag, forklarer den 38-årige Siumut-borgmester fra Sisimiut.

Powered by Labrador CMS