Job i mineselskab

Demokraterne Ungdom: Meget uheldigt, Jens B.

Demokraterne Ungdom tager afstand fra ansættelsen af Jens B. Frederiksen som Executive Vice President True North Gems Greenland

Formand for Demokraterne Ungdom Randi Vestergaard Evaldsen
Offentliggjort

- Demokraterne Ungdom mener, at det er meget uheldigt, at formanden for Demokraterne Jens B. Frederiksen vælger at tage et job, der i høj grad kan sætte spørgsmålstegn ved hans habilitet i sager, hvor der skal træffes afgørelser på råstofudnyttelse i Grønland.

Sådan siger formand Randi Vestergaard Evaldsen og næstformand Rasmus Dalsgaard Andersen.

Selvom det ikke er tidligere bestyrelsesmedlem i Demokraternes hovedbestyrelse Bent Olsvig Jensen, der har ansat Jens B. Frederiksen i hans nye topstilling i True North Gems Greenland, mener Demokraterne Ungdom, at det ’er et uheldigt træk fra Jens B. Frederiksens side, at han vælger at takke ja til en stilling, som kan drage Demokraternes uomtvistelige afstandstagen til nepotisme i tvivl’.

Læs "Transparency: Det er dybt problematisk, Jens B."

Læs "Siumut hæfter sig ved Bent Olsvig Jensens fortid"

- Det virker ikke gennemtænkt, og vi tager skarpt afstand fra det, påpeger Randi Vestergaard Evaldsen og Rasmus Dalsgaard Andersen på vegne af Demokraterne Ungdom.

- Det er klart, at det private erhvervsliv må ansætte, hvem de vil, og det er klart, at et offentligt hverv som Inatsisartut-medlem ikke udelukker, at man kan arbejde ved siden af. Men det er vigtigt, at der er vandtætte skodder imellem de to sektorer, især når man bestrider et offentligt hverv i den lovgivende forsamling, siger de.

Og videre:

- Der må ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved Inatsisartut-medlemmernes habilitet på så vigtigt et område for Grønlands fremtid, som råstofudvinding. Selvom Jens B. Frederiksen melder sig inhabil i sager, der omhandler True North Gems Greenland, kan man stille spørgsmålstegn ved det etisk forsvarlige i en ansættelse i mine-sektoren, når Grønland især skal leve af sine råstof-indtægter i fremtiden.

Læs "Jens B.: Hvorfor ikke?"

Læs "Jens B. til tops i True North Gems Greenland"

Lars Emil Johansen-sagen
- Demokraterne var de første til at kritisere Lars Emil Johansens ansættelse i Greenland Minerals and Energy i sin tid, da der her var der tale om en politisk ansættelse - og det har Demokraterne altid taget afstand til.

- I samfundets øjne kommer det nemt til at virke, som om Jens B. Frederiksen er blevet ansat af True North Gems, fordi han har den magt og stilling, han har i Grønland og i den politiske verden.

Derfor mener Demokraterne Ungdom ikke, det er på sin plads, at Jens med sin position som folkevalgt politiker nu skal bestride posten som vice president i True North Gems Greenland, samtidig med han bestrider sin post som medlem af Inatsisartut. Det drager Demokraternes etik i tvivl, og det er ikke i orden, siger Randi Vestergaard Evaldsen og Rasmus Dalsgaard Andersen på vegne af Demokraterne Ungdom.

- Demokraterne er stolte af at være politisk vagthund i Grønland - og den tradition holder Demokraterne Ungdom i hævd.

Powered by Labrador CMS