Overflødige og dyre

Chokplan: nedlæg eller sælg 70 havneanlæg

I Sektorplan for Havne fremgår det, at Selvstyret skal skille sig af med 40 procent af de eksisterende havneanlæg

Arkivfoto

70 af Grønlands 165 havneanlæg - som er ejet af Selvstyret - er overflødige og i så dårlig stand, at de enten bør fjernes eller sælges, så de ikke fremover belaster Selvstyrets økonomi.

Det fremgår af en Sektorplan for Havne, der er udarbejdet af Orbicon Grønland A/S for Departementet for Kommuner, Bygder, Yderdistrikter, Infrastruktur og Boliger.

- Det vurderes, at der kun er et behov for knap 3/5 af den nuværende anlægsportefølje, og at overdragelsen eller nedtagningen for de resterende knap 2/5 kan eksekveres på kort sigt, anføres det i Sektorplanen.

Flere nedrivningsmodne anlæg
Sektorplan for Havne skal indgå i de politiske beslutninger vedrørende den fremtidige udvikling af landets havne. Og mens der er vækstplaner for nogle af de 95 bevaringsværdige havneanlæg, er dommen over de øvrige 70 anlæg, fordelt over hele landet, hård.

- De 70 resterende havneanlæg kan enten sælges/overdrages til kommunerne eller private virksomheder, eller nedtages. De havneanlæg, som ikke sælges eller overdrages bør nedtages, hvilket kan ske i forlængelse af den regionaliserede vedligeholdelsesstrategi. Visse af anlæggene er nedrivningsmodne, fremgår det af sektorplanen.

Ny prioritering
Traditionelt har havemyndighederne prioriteret ressourcerne således, at vedligehold kom i første række, herefter udvikling og til sidst nedtagning.

Den prioritering vil - med Sektorplan for Havne - blive vendt på hovedet.

Læs også: Boliger nedlægges på kysten

- Der er imidlertid meget der taler for at gribe prioriteringen omvendt an. Nedtagning af utidssvarende og uudnyttede havne og anlæg, kan bidrage væsentligt til reduktion af de midler, som Selvstyret benytter årligt til havnene. Dermed vil det på sigt blive muligt at frigøre nødvendige midler til mere udviklingsorienterede projekter, fremfor hovedsageligt vedligeholdelse, fremgår det.

Indbyggertal og erhverv får betydning
Fremover skal nedrivning altså prioriteres først og herefter udvikling og vedligehold af eksisterende anlæg. Hvorvidt havneanlæggene kan betegnes som vedligeholdelsesegnede skal vurderes ud fra, hvor mange der benytter anlæggene og fremtidsudsigterne for de byer og bygder, som havnene ligger i, fastslås det.

- En væsentlig forudsætning for fastholdelse af drift og vedligehold af havneanlæggene er indbyggertallet og de erhverv, som bostederne genererer, samt de muligheder der ligger for udvikling og vækst, og dermed fragtmængder til de respektive bosteder, står der i planen.

Nye ejermodeller er mulige
Allerede med Inatsisartutlov om havne, der trådte i kraft i 2015, blev det muligt at have andre ejer- og driftsmodeller end de rent selvstyreejede havne. Ifølge Sektorplan for Havne skal den mulighed nu tages mere i anvendelse af hensyn til den overordnede udvikling af landet.

- En af målsætningerne for sektorplanen er at sikre, at der på sigt skabes bedre muligheder for udvikling gennem en målrettet afvikling og overdragelse af individuelle havneanlæg samtidig med, at Selvstyret opretholder sine samfundsmæssige forpligtigelser i alle byer og bygder på dertil dedikerede havneanlæg, fremgår det af planen fra Departementet for Kommuner, Bygder, Yderdistrikter, Infrastruktur og Boliger.

Powered by Labrador CMS