Ny rapport om hjemløse
Børnetalsmand: Hårrejsende læsning
En ny rapport om hjemløse i Grønland får nu børnetalsmand Aaja Chemnitz Larsen på banen
Som det kom frem for nylig, dokumenterer en ny rapport bestilt af selvstyret, at børn i familier, som er endt i hjemløshed, lever under vanskelige vilkår.
Rapporten sætter ikke tal på, hvor mange familier med børn, der er berørt af hjemløshed, men beskriver i stedet levevilkårene for de familier, som på forskellige måder lever som hjemløse.
- Og det er hårrejsende læsning, skriver børnetalsmand Aaja Chemnitz Larsen.
Rapporten beskriver boliger, som ofte er i dårlig stand, hvor familier med op til ni familiemedlemmer lever sammen i ét rum og ofte sammen med andre, hvis liv er præget af alkohol og fester. Det er utrygge rammer for et barn, og det gør, at det bliver svært for børnene at passe deres skole, fremhæver Aaja Chemnitz Larsen.
Rapporten beskriver også, at det er svært for børnene at have et socialt liv, og at mange oplever at blive mobbet og holdt udenfor de andre børns fællesskaber.
Helt uacceptabelt
Undersøgelsens resultater understreger ifølge børnetalsmanden, at der er behov for, at vi nytænker i forhold til at sikre, at familier ikke ender i situationer, hvor de ikke har en bolig. Det kunne handle om boligsociale indsatser for eksempel i et samarbejde mellem kommuner og boligselskaber, så problemerne kan håndteres, inden det når så vidt eller om procedurer i kommunerne, som sikrer, at børnefamilier ikke kommer til at bo under sådanne vilkår, påpeger børnetalsmanden.
- Jeg synes også, at det er vigtigt at have fokus på barnets ret til at have kontakt med sine forældre. Derfor er den praksis, der er i nogle kommuner med at anbringe barnet, hvis der ikke kan findes en bolig, helt uacceptabelt. I de tilfælde, hvor barnet ikke bor sammen med den hjemløse forælder, kan der også være et behov for at stille trygge og faste samværssteder til rådighed, så relationen med barnet og den hjemløse forælder kan bevares, skriver Aaja Chemnitz Larsen i en kommentar til rapporten, som du kan læse mere om i ”Ny rapport: Derfor bliver folk hjemløse” og ”Hjemløse fortæller: Derfor blev vi hjemløse”.