Skæbner

Hjemløse fortæller: Derfor blev vi hjemløse

Ny stor rapport beskriver hjemløsheden i Grønland indgående

Overnatningssted, hvor der også drikkes (fra rapporten: "Hjemløshed i Grønland")
Offentliggjort

Hvorfor bliver folk hjemløse? En ny rapport beskriver forskellige former for hjemløshed, og den kommer ind på hvilke muligheder, der er for at komme ud af hjemløsheden.

Sermitsiaq.AG har valgt at bringe afsnittet om de konkrete skæbner herunder. Hele rapporten kan læses via de direkte links til højre i artiklen.

Læs mere om rapporten de kommende dage på Sermitsiaq.AG

Arbejdsløshed og alkohol
Ivalo havde boet i sin lejlighed i næsten 30 år. Hendes mand havde længe været arbejdsløs, og det havde været svært at få pengene til at række. De begyndte at få gæld og fik penge fra kommunen mod tilbagebetaling, så de kunne komme af med deres gæld. Det begyndte imidlertid at gå helt galt med betalingerne, da hun mistede sit arbejde, og der samtidig gik nogle måneder før hun fik udbetalt offentlig hjælp. Hun drak meget og havde derfor også fået tvangsfjernet sine børn. Da deres restance var kommet op på 40.000 kroner, blev de sat ud af lejligheden.

Arbejdsløshed og sygdom
Aggaati's mand var fisker og havde ofte kun en lille indtjening. Hun arbejdede på fabrikken, og i perioder var der ikke arbejde til hende. Hun fik gigt og måtte ikke arbejde på fabrikken, men gjorde det i det omfang, hun kunne. Det medførte, at de ikke længere havde penge til at betale husleje, og de blev sat ud af deres bolig.

Arbejdsløshed og sløseri
Gerhardt havde mistet sit arbejde og havde derfor fået kommunen til at betale sin husleje. Han skulle derfor give huslejeopkrævningerne til kommunen. Det fik han ikke gjort nogle gange, vistnok fordi han i perioder var ude at sejle eller på rensdyrjagt. Det endte derfor med, at han blev sat ud. Han vidste godt, at det var hans egen skyld.

Arbejdsløshed og manglende initiativ
Da Kimmi blev arbejdsløs, havde han ikke penge nok til huslejen. Han havde ellers en ordning med banken om, at de betalte huslejen fire måneder forud. Da han også skulle have penge til husholdningen, bad han banken om at sætte betalingerne til huslejen i bero. Han regnede ikke med, at han ville blive smidt ud. Han henvendte sig derfor først efter et par måneder til kommunen. Men da var det for sent.

Arbejdsskade, arbejdsløshed og familiestrid
Anorinnguaq kom til skade på sit arbejde og måtte efter flere forsøg opgive at arbejde. Han skulle derfor leve af offentlig hjælp. Han havde to onkler, som flyttede ind hos ham, fordi de ville hjælpe ham. De brugte imidlertid deres penge på alkohol, og han kom derfor til at betale alle udgifterne til husholdningen, herunder mad. Han kunne ikke få dem til at flytte. Han ville ikke smide dem ud, idet han ikke mente, at man gjorde det over for familiemedlemmer. For at komme ud af sin situation valgte han at ophøre med at betale husleje og blev derefter sat ud af lejligheden.

Arbejdsløshed
Kaalat blev arbejdsløs og havde derfor ikke penge til huslejen. Hun betalte ikke husleje i et helt år og blev sat ud med en gæld på 83.000 kroner.

Mister job og har en embedsbolig
Assileeraq mistede sit job som tolk. Da han havde en embedsbolig og ikke havde haft den i syv år, mistede han også den samtidig med jobbet. Han boede i første omgang hos sin datters mormor, men kunne ikke fortsætte med det, da det kostede mormoren boligsikringen.

Børn, uden arbejde og snydt for indkomst
Da Sara fik børn, valgte de, at hun skulle være hjemme og passe børnene. Hun mistede derfor sit arbejde. Manden var i en længere periode ude at fiske og blev to gange snydt for betalingen herfor. De kom derfor til at mangle penge og kunne ikke få støtte fra kommunen. Til sidst blev de sat ud med en stor restance.

Familiesammenhold og arbejdsløshed
Da Dortheas mor døde, ville Dortheas far gerne, at der var nogen omkring ham. Han boede i en anden by. Dorthea Jensen og familie flyttede derfor til byen, og fik lavet aftaler, så hun og familien kunne vende tilbage. Det gik imidlertid galt. Det arbejde, som hun var blevet lovet at kunne vende tilbage til, fik hun ikke. Samtidig var den bolig, de fik tilbudt at flytte tilbage til, meget dyrere end den, de var flyttet fra. Det betød, at hendes indtægter ikke kunne række både til en familie med 7 børn og til huslejen, selvom hun fik hjælp fra kommunen mod tilbagebetaling. Hun oplevede, at hun ikke havde andet valg end at undlade at betale huslejen.

Familiesammenhold
Adolfines forældre havde for tre år siden økonomiske problemer. Hun var lige begyndt på en studieforberedende skole i den nærmeste by. Da hun var den, der var nærmest til at hjælpe, valgte hun at flytte hjem og genoptage sit arbejde. Det betød, at hun opgav at have sin egen bolig.

Familiesammenhold
Aleqa er ung og har en mor, der er så svækket, at hun har brug for daglig hjælp og også brug for hjælp til husførelsen. Aleqa Amundsen var derfor blevet hjemme hos sine forældre, og havde hjulpet til i nu næsten 10 år. Hun ville gerne flytte og have sit eget. Hun kunne imidlertid ikke få sig til at forlade sin mor og familie, og ville ikke gøre det, før moren fik hjælp fra kommunen.

Familiesammenhold
Jonna mistede for cirka 5 år siden sin mand ved en ulykke. Hun havde derfor brug for støtte og fik sin datter og mand med børn til at flytte ind hos sig. Det betød samtidig, at datteren og hendes mand opgav deres egen bolig. Nu ville de gerne bo for sig selv, men kunne ikke få en bolig.

Familiegnidninger
Aviaaja var ung og boede hos sine forældre, men havde svært ved at komme fri af dem. Der var ikke nogen boliger at få, og hendes forældre holdt på hende. Hendes far blev hidsig, når hun bragte emnet egen bolig på bane.

Familiegnidninger og samlivsophør
Kaali havde i mange år boet hos sine forældre, men havde det svært med sin storebrors opførsel. Han boede derfor tit andre steder og hos kærester. Da forældrene døde, kunne han have boet i forældrenes lejlighed, men ville fortsat ikke bo sammen med sin storebror. Det var også blevet en uhyggelig lejlighed, da en nabo hængte sig i nabolejligheden. Han valgte derfor at overnatte de fleste nætter hos sin kæreste. Da hun døde, stod han derfor uden fast overnatningssted.

Skilsmisse
Jenseeraq blev skilt og overlod lejligheden til sin kone og deres tre børn. Han stod derfor uden bolig. Han søgte hjælp hos kommunen, men kunne ikke få nogen hjælp. Han havde arbejde som tømrer, da han blev skilt.

Skilsmisse og arbejdsløshed
Angunnguaq var fisker og fik problemer med ryggen, som gav ham konstante smerter. Han måtte derfor stoppe med at fiske. Det gik ud over samlivet med hans kone. Det endte med, at de blev skilt, og han stod uden bolig.

Familiebegivenhed, vold og alkohol
Julianna var i en kort periode ude for to hændelser, som påvirkede hende meget. Hun havde ledt efter sin lillebror. Det viste sig, at han var død og lå på et lighus i Danmark. Kort efter blev hun voldtaget af sine nærmeste venner. Hun skulle da også igennem en retssag. Det blev for meget for hende, og hun kunne ikke styre sin økonomi. Hun begyndte at drikke.

Vold og skilsmisse
Arnaq ville skilles fra sin mand, som var begyndt at true hende og deres søn. Hun henvendte sig derfor til kommunen for at få dem til at skaffe en anden bolig til hende. Da det ikke skete, flyttede hun hjem til sine forældre.

Familiestrid
Arnaaraq havde sin voksne søn boende hjemme. Hun var godt træt af, at han ikke bidrog økonomisk til huslejen og husholdningen. Hun valgte derfor at overdrage lejligheden til sønnen, så han blev den økonomisk ansvarlige. Det endte med, at sønnen og hans kæreste ikke ville have hende boende længere og smed hende ud af lejligheden.

Dødsfald og næsten uden arbejde
Naduk's mand fik kræft og døde. Da hun kun arbejdede deltids, kunne hendes løn ikke dække hendes udgifter. Der var derfor ikke penge nok på hendes bankkonto til de automatiske betalinger, herunder huslejen. Hendes restance voksede derfor for hver måned, der gik. Det endte med, at hun blev sat ud af sin bolig.

Skilsmisse
Det var alene en skilsmisse, der gjorde, at Margrethe stod uden bolig. Da hun ikke kunne få noget andet, var hun flyttet ind hos sine forældre.

Skilsmisse, vold og psykisk belastet
Naaja blev skilt fra sin mand efter at have været udsat for vold fra manden. Til sidst forsøgte manden at skyde hende. Han blev dømt og fængslet. Hun fik en anden lejlighed, men havde det svært efter 4 år med den voldelige mand. Hun havde arbejde, men hun var alt for psykisk belastet. Hun kunne efterhånden ikke overskue tingene. Hun begyndte at drikke og holdt op med at betale huslejen.

Skilsmisse og alkohol
Da Siverti gik fra sin kæreste, havde han ikke noget andet sted at bo. En af årsagerne til hans brud med kæresten var, at han drak meget.

Alkohol
Kalistat blev smidt ud af sin lejlighed på grund af et slagsmål i lejligheden, hvor de havde været fulde. Kunnak boede sammen med en kvinde, der drak, og det gjorde han så også. De satte derfor ikke penge af til huslejen. Markus havde ikke fået betalt huslejen, sandsynligvis fordi han og hans kæreste havde holdt for mange fester.

Flytning til ny by
Laaffi havde i en periode boet i Danmark. Da han på grund af en familiebegivenhed var i Grønland, besluttede han at blive i Grønland. Han boede først hos noget familie, men der var ikke plads nok til, at alle kunne være der. Han prøvede så at leje værelser hos bekendte, men det gik ikke. Det blev for dyrt, og det gav også problemer, når de holdt fest på værelset. Han kom derfor til at leve uden fast overnatningssted.

Powered by Labrador CMS