udligningsordning

Asii: Så mange arbejdspladser står på spil

Det kommer til at kunne mærkes mærkbart i Kommuneqarfik Sermersooq, hvis udligningsordningen bliver trumfet igennem

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Asii Chemnitz Narup
Offentliggjort

- Udligningsreformen kan koste 160 arbejdspladser i Kommuneqarfik Sermersooq.

Sådan lyder udmeldingen fra Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit-borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, efter torsdagens krisemøde i kommunalbestyrelsen.

Den kontante udmelding kommer efter det ekstraordinære møde, hvor den stærkt omdiskuterede udligningsordning og bloktilskudsaftale, som lægger op til en ændring af den økonomiske støtte fra landskassen til kommunerne, og hvor Kommuneqarfik Sermersooq ikke uventet står til at blive den helt store økonomiske taber, blev diskuteret.

Læs: Ny kritik: Genovervej udligningsreformen, Vittus

Svarer til en skattestigning på 1,5 procent
Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq står over for en svær budgetlægning. Hvis planerne for udligningsreformen bliver ført ud i livet, skal der findes 56 millioner kroner på næste års budget.

- De 56 millioner svarer til en skattestigning på 1,5 procent, men kommunalbestyrelsen har på forhånd afvist at lade skatten stige, da det vil ramme lavindkomstfamilierne hårdest, påpeger Asii Chemnitz Narup.

Politikerne i Kommuneqarfik Sermersooq har også afvist at beskære anlægsbudgettet, da boligmanglen i Nuuk er stor, og byggeriet i øjeblikket er på et lavpunkt.

- Der vil komme serviceforringelser, og der vil komme fyringer, hvis udligningsreformen gennemføres i sin nuværende form, siger borgmesteren.

Siumuts gruppeformand Martha Abelsen kalder forslaget til reformen 'rodet' og mener, det er svært at danne sig et økonomisk overblik over kommunen.

Læs: Sermersooq debatterer betaling til de øvrige kommuner

Læs: Omfordelingsordning: Sermersooq er den store taber

Vindere og tabere
Ifølge kommunens revisor Deloitte skal der fyres 160 ansatte for at spare de 56 millioner kroner, som naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq fra Siumut vil have overført til de andre kommuner.

Kommuneqarfik Sermersooq er i forvejen den kommune i landet, hvor ledigheden vokser hurtigst.

Naalakkersuisut lægger op til, at Kommuneqarfik Sermersooq skal miste årligt 56 millioner kroner ved den nye udligningsordning. Qeqqata Kommunia står til at miste 12 millioner kroner, mens Qaasuitsup Kommunia og Kommune Kujalleq kan se frem til mere støtte på henholdsvis 46 og 22 millioner kroner årligt.

Powered by Labrador CMS