udligningsordning
Omfordelingsordning: Sermersooq er den store taber
Helt som ventet bliver Kommuneqarfik Sermersooq den store taber i Naalakkersuisuts udligningsordning og bloktilskudsaftale
(Artiklen er opdateret med en kommentar fra Asii Chemnitz Narup)
Med borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, i spidsen har Inuit Ataqatigiit i flere måneder langet kraftigt ud efter Naalakkersuisut i forbindelse med den stærkt omdiskuterede udligningsordning og bloktilskudsaftale, som lægger op til en ændring af den økonomiske støtte fra landskassen til kommunerne.
Og helt som ventet bliver Kommuneqarfik Sermersooq den store økonomiske taber, idet hovedstadskommunen står til at miste årligt 56 millioner kroner ved den nye omfordeling.
Det viser dokumenter, som KNR er kommet i besiddelse af.
Beløb
Dokumenterne viser endvidere, at Qeqqata Kommunia mister 12 millioner kroner, mens Qaasuitsup Kommunia og Kommune Kujalleq kan se frem til mere støtte på henholdsvis 46 og 22 millioner kroner årligt.
Tallene står i et aftaleoplæg, som - ifølge Radioavisens oplysninger - næsten er blevet forhandlet på plads mellem landets tre Siumut-borgmestre.
Vittus Qujaukitsoq holder ikke ord
I en kommentar til Sermitsiaq.AG siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup:
- Den sidst udsendte model svarer ikke til den, som naalakkersuisoq for finanser lovede os på forhandlingsrunden den 18. juni. Den gang meddelte han, at der ville blive udsendt en model ugen efter, og at den eneste forskel, der ville være i den i forhold til de to første modeller, ville være, at der skulle være undergrupperinger vedrørende demografien, idet servicering af ældre borgere blev dyrere parallelt med at de ældre bliver ældre.
- Kommuneqarfik Sermersooq vil ifølge den seneste model få det færreste antal kroner pr. indbygger. Der hersker stor ulighed internt i Kommuneqarfik Sermersooq. For eksempel har borgere i Østgrønland en meget lille årsindkomst og meget anderledes vilkår end i resten af Kommuneqarfik Sermersooqs bosteder. Derfor har vi som ny storkommune løftet meget for at skabe mere lige muligheder. Der er således slet ikke tale om en forslag, der vil skabe mere balance for hele landet, siger Asii Chemnitz Narup, der spørger, om Vittus Qujaukitsoq har glemt, at der bor omkring 4.000 mennesker i Østgrønland.
Læs også: IA’er: Naalakkersuisut lider af magtarrogance
Læs: Asii: Endelig indrømmer Vittus sandheden
Læs: Vittus: Det er Sermersooq, der forsinker
Læs: Udligningsreform udskudt i 11. time