servicekontrakter

Aluu ved ikke hvorfor de blev skrottet

Aluu Airlines har efter flere måneder stadig ikke fået nogen begrundelse for, hvorfor de blev fravalgt. En begrundelse som de har krav på.

Direktør Pele Broberg fra Aluu Airlines har gentagne gange rykket Selvstyret for et svar.

Var der et bedre tilbud til servicekontrakterne for trafik end det valgte? Debatten raser især på de sociale medier i disse uger.

Men reelt kan ikke engang direktøren for det ene af de tabene selskaber Aluu Airlines, Pele Broberg svare entydigt på det spørgsmål.

Naturligt nok er han af den opfattelse, at de havde en god løsning, hvor de efter hans mening oven i købet kunne have gjort det billigere end den valgte med tilkøb.

Ingen begrundelse
Men den dag i dag, ved han ikke hvorfor deres tilbud blev vraget

-Vi har rykket to gange for at få begrundelsen for afslaget, men har ikke fået noget svar. Nu har jeg netop rykket en gang mere, siger Pele Broberg.

LÆS: Mistanke om karteldannelse

Der er ellers ingen tvivl om, at de har krav på præcis den begrundelse. Det fremgår krystalklart af udbudsbetingelserne.

- Når Grønlands Selvstyre har indgået kontrakt med de valgte operatører, vil de øvrige operatører modtage et begrundet afslag, står der i materialet.

Ved ikke hvad der var galt
Men hidtil har Aluu Airlines været tvunget til at følge med i medierne for at høre nyt.

- Det undrer mig, at vi ikke kan få at vide, hvad der var problemet med vores tilbud. Vi har udelukkende gennem pressen fået at vide, at det ikke lever op til udbudsbetingelserne, siger Pele Broberg.

Og derfor kan direktøren fra det nu lukkede selskab heller ikke svare på, hvorvidt de er blevet dømt ude på et sagligt grundlag eller ej.

LÆS: Dorph kræver uvildig undersøgelse af servicekontrakter

- Det er muligt, at vi har misforstået noget i udbuddet, men det er umuligt for mig at sige, når jeg ikke kender begrundelsen for afslaget, fastslår han.

Ingen forhandling
Ikke alene er selskabet nemlig ikke blevet valgt, de er heller ikke blevet inviteret til en forhandling. I udbudsmaterialet står der ellers.

- Grønlands Selvstyre agter at invitere alle operatører der har afgivet et egnet indledende tilbud til at deltage i første forhandlingsrunde, forudsat en forhandling gennemføres.

Men ingen invitation til Aluu Airlines.

- Efter afgivelsen af vores bud er vi ikke blevet inviteret til forhandlinger med departementet, fastslår Pele Broberg.

LÆS: Kommune Kujalleq: Udbudsbetingelser er ikke overholdt

Den eneste fortolkning er derfor, at Selvstyret har den opfattelse, at der er et helt grundlæggende problem med tilbuddet fra Aluu Airlines. De kan nemlig kun afvise forhandlingen såfremt tilbuddet 'afspejler en grundlæggende misforståelse af trafikopgavernes indhold og omfang'.

Pele Broberg fastholder, at de havde tænkt sig at overholde betingelserne til punkt og prikke.

- For at kunne tilpasse vores tilbud, uden at gå på kompromis med udbudskriterierne, krævede det en invitation til forhandling, som vi kan se andre tilbudsgivere har fået; ovenikøbet i en grad så det ikke behøvede at følge udbudskravene, siger Pele Broberg.

Du kan læse samtlige artikler om sagen her

Powered by Labrador CMS