servicekontrakter

Dorph kræver uvildig undersøgelse af servicekontrakter

Borgmester Ole Dorph vil have klarlagt, hvad der er op og ned i debatten om servicekontrakterne

Offentliggjort

Borgmester Ole Dorph (S) fra Qasuitsup Kommunia vil gerne have gydt olie på de oprørte vande, som er opstået i kølevandet på de nye servicekontrakter på transportområdet.

Derfor har han skrevet et åbent brev henvendt til alle parter.

- Forløbet omkring servicekontrakterne har fyldt utroligt meget i medierne de seneste uger. Frustrationerne er store hos flere parter, skriver Ole Dorph i sit brev.

Og man gætter nok ikke meget forkert, hvis man udpeger borgmesteren selv som en af de frustrerede.

LÆS: Mistanke om karteldannelse

Svært at skelne holdning og fakta
Han ønsker ikke at bidrager til det offentlige skænderi, der ifølge ham gør det svært at afgøre, hvad der er fakta i sagen.

- Det gør det svært at skelne mellem holdninger, beskyldninger og reelle fakta i denne sag, der betyder så meget for de grønlandske borgere, der ender med at blive direkte berørt, skriver han.

Seneste kan AG fortælle, at den ene af de bydende parter, Aluu Airlines, har meldt forløbet til konkurrencestyrelsen.

LÆS Kommune Kujalleq: Udbudsbetingelser er ikke overholdt

Uvildig undersøgelse
Så selvom Ole Dorph (S) ikke ønsker at bidrage til det offentlige skænderi, så mener han dog, at der er et stort behov for at få klarlagt forløbet.

- Der er tydeligvis en kløft mellem alle involverede parter, både hvad angår den proces der har været fulgt, men også omkring fakta og juraen, skriver han videre.

Og han ser kun en sikker vej til at finde ud af, hvad der er op og ned på sagen.

- Få en ekstern og uvildig part til at undersøge forløbet og komme med en redegørelse. Gerne meget hurtigt, står der videre i hans appel.

LÆS: Wæver raser over servicekontrakter: Dyre lappeløsninger

Forsoningsmøde
I et åbent brev til borgmester i Kommune Kujalleq, Jørgen Wæver Johansen (S) har den ansvarlige naalakkersuisoq, Martha Lund Olsen (S) i sidste ug skrevet, at hun anser dialogen om servicekontrakten for at være afsluttet.

Ole Dorph (S) mener, at partnerne bør mødes, når en uvildig undersøgelse er afsluttet.

- Lad os derefter alle mødes og få dette diskuteret under ordentlige former, både de bydende trafikoperatører, Nalaakersuisoq Martha Lund Olsen og os borgmestre.

- Lad os få fakta på bordet og give alle muligheder for at fremlægge egne synspunkter, vurderinger og bekymringer omkring servicekontrakterne og lad os lytte til hinanden.

Vi har samlet alle artikler om servicekontrakterne her

Powered by Labrador CMS